Ugen på kanten: Nu rasler alle skeletterne ud

Læs mere
Fold sammen

Sidste weekend var det, som om nogen åbnede for et skab et eller andet sted, og ud væltede det med politiske hoveder, som man aldrig havde set før. Smilende, beslutsomme og nyfriserede hoveder, der kigger appellerende på en fra hver en lygtepæl og ledig skiltestander.

Det er naturligvis kommunalvalget, vi taler om – startskuddet gik for plakatophængning, og så var valgkampen ligesom skudt i gang. Mens folketingspolitikerne holder en slags undtagelsestilstand – en småtræt Støjberg-nyhed og lidt driftspræget ferielovsændring var, hvad det kunne blive til, og det var tydeligt, at man på Borgen var trådt pænt tilbage for at give plads til de lokale.

Dårligt var plakaterne sat op, før de første blev revet ned igen. I København gik det især ud over Venstrekandidaten Caroline Stage, der forståeligt nok var sur og ked af det. Og knap havde fået humøret igen, inden hun løb ind i den næste modgang – nu var det et problem, at hun både sad i Sundhedsudvalget og var ansat af tobaksindustrien. Bare fordi man har lidt insiderviden om sundhedsfjenden, så er det også forkert. Men den gode Caroline kan dog glæde sig over, at hendes navn nu er kendt.

En af de få kommunalpolitikere, man kender i forvejen i København, er den radikale Anna Mee Allerslev, men hun vil vistnok helst ikke have stemmer, forstår man efter balladen om rådhusbryllup med mere. En ballade blandt andet orkestreret af Alternativets Troels Christian Jakobsen, der havde været med til at opsætte nogle falske valgplakater med titlen »Anna Ansvarsløs«. Alternativet ønsker godt nok en ny og bedre politisk kultur, men den lokale kandidat mente nok, at den kultur fint kunne rumme en smædekampagne, når bare målet var det rette.

En anden kommunalpolitiker, der også holder idealerne højt, er Enhedslistens borgmester, Morten Kabell. Han går meget ind for, at alle borgere skal kunne få en god service af embedsværket i København, og så derfor intet problem i, at en borger ved navn Morten Kabell havde bedt sine embedsmænd undersøge, hvordan borgerens overbo kunne få lov til at lave en altan, der tog noget af lyset fra borgerens – alias borgmesterens – soveværelse. Og om det altanfirmas skur i virkeligheden ikke lå og spærrede for trafikken, der hvor denne Morten Kabell bor?

Det må i øvrigt have været et meget stort skur, hvis det har spærret for cykeltrafikken – det er trods alt kun det, der normalt ligger Enhedsliste-borgmesterens hjerte nær.

Kabell stiller så ikke engang op til valget, så han må blive hjemme og hygge sig med overboen, mens en anden af de få kendte til valget, overborgmester Frank Jensen, kæmper for en ny periode til sig selv og sosserne på Københavns Rådhus. I denne uge meldte Frank J. således ud, at man kunne regne med, at han ville sætte hårdt ind mod bandemedlemmerne på Nørrebro. Nærmere adspurgt – af denne avis – viste det sig, at det hårde mest handlede om, at Frank Jensen ville tale med politiet.

Det skal de nok blive glade for, men han bør nok ikke tale for hårdt til dem. Det virker nemlig, som om politiet heller ikke helt ved, hvad man skal stille op mod det københavnske bandeuvæsen, der i denne uge kostede en mand livet i et decideret drive-by-skyderi i Mjølnerparken. Angiveligt et medlem af banden Brothas – og et skyderi, der i øvrigt fandt sted kun få dage efter løsladelsen af Loyal to Familia-lederen, Shuaib Khan.

Så mere hjælper snurrende natlige helikoptere og hård politisk retorik så åbenbart heller ikke. Senest har Søren Pape så bebudet en retssag, der skal forsøge at opløse Loyal to Familia – forhåbentlig engang midt i 2018. Det kan man jo kun krydse fingre for, men der kan godt nok nå at falde mange skud på Nørrebronx inden den tid. De første kom allerede natten efter.

Nå, men det var jo egentlig skabet, vi kom fra – ud af det hoppede i denne uge vores allesammens Frank Underwood – alias Kevin Spacey, som erklærede, at han var til mænd. Det er jo hans egen sag, men hvor den slags åbenhjertighed normalt bydes velkommen, så sås det vist mest som et forsøg på at ændre dagsordenen, efter at Spacey var blevet anklaget for upassende opførsel over for en dreng for en del år siden.

Senere fulgte flere anklager mod skuespilleren, og lad os bare se det i øjnene – der er ikke meget udspekuleret Frank Underwood over noget af det, og nu stopper det så åbenbart også den næste sæson af House of Cards. Virkelighedens verden er bare sværere at spinne sig ud af end filmens.

Det har den rigtige præsident – vistnok – også fundet ud af efterhånden. For Donald Trump var ugens dagsorden i høj grad fralæggelse af ethvert ansvar.

For usbekisk terror i New York for eksempel. Det var der nu for en gangs skyld heller ikke nogen, der havde bebrejdet the Donald – til gengæld var han ikke selv sen til at skyde skylden for indvandringen af muslimske usbekere med IS-terrortendenser på Demokraterne – selv om loven var vedtaget af Bush.

Heller ikke den løbende afdækning af præsidentens tidligere rådgiveres russiske venner gav grund til nogen selvransagelse. Ingen sammenhæng, gamle historier og en knægt, som ingen rigtig kendte, lød det i Trump-tweetene, da navne som Manafort og Papadopoolus i starten af ugen kom ud fra undersøgelseskommissionen om russerforbindelserne.

Så blev det skab smækket i – men det kunne nu godt lyde som om skeletterne stadig rasler lidt derindefra.