Ugen på kanten: »Kom ikke og sig, at overklassen ikke har forståelse for underklassen«

Ikea-poser er en praktisk ting. Koster kun en femmer, god bæredygtighed og så rummelige, at de er oplagte til vasketøj, loppemarkedsfund og andre ting, man lige skal slæbe af vejen.

Det gælder åbenbart også lig. Det havde man nok ikke lige set komme, men rockere er åbenbart også praktiske og økonomiske mennesker, der ikke går af vejen for en Friheten-sofa, når rockerborgen skal indrettes praktisk og lidt trendy.

I hvert fald var det Ikea-poser, der var blevet brugt til at transportere liget af en 25-årig Satudarah-rocker, som i denne uge blev fundet i Vestskoven – skåret i adskillige dele (så rummelige er de heller ikke, poserne) og dumpet i det grønne.

Det er selvfølgelig ikke sjovt, men set fra en anden småborgerlig Ikea-sofa kan man måske driste sig til at mene, at der altid har været en risiko for, at »den der lever ved sværdet, dør ved sværdet«, som allerede Matthæus formulerede det. Ifølge politiet er der tale om et internt opgør, og de har jo også mange ritualer i de der rockerklubber – og næppe færre i Satudarah, som ligefrem kommer fra Holland.

Ja, vi er på mange måder blevet et internationalt samfund, og det er ikke altid lige nemt, som alle nok ved. Det ved de i hvert fald på Langkaer Gymnasium i Aarhus. Her er selv æ’et i Langkær blevet internationaliseret, men det er der nu ikke noget brok over. En anden sag er, at man har opdelt eleverne i brune og hvide, sådan at de 20 procent etnisk danske elever er samlet i tre klasser, hvor der så er halvt af hver farve.

Ja, det er altså ikke mig, der kalder dem brune og hvide – jeg citerer bare organet for den højeste politiske korrekthed, Politiken, hvor uddannelsesredaktøren endda udtrykker forståelse for gymnasiet, fordi dilemmaet står mellem brune klasser og brune gymnasier.

I Jyllands-Posten, som bragte historien, fortæller 1.geren Hafsa Omar, at »vores skoleleder har forklaret, at mange måske føler sig skræmt, når der er så mange, der går og siger wallah wallah på gangene«. Det forstår hun nu ikke, og ifølge elevrådsformanden så handler problemet også i højere grad om festerne, da en del af eleverne er muslimer og hverken drikker eller går til fest. Og det er jo et problem, man forstår.

Det gjorde integrationsminister Inger Støjberg også, samtidig med at ministerkollegaen Ellen Trane Nørby tog afstand. Hun ville dog også gøre sit til at forhindre ghettogymnasier.

Ghettogymnasier. Så er der da sket fremskridt i ghettoerne, siden Karina Pedersen voksede op i den i Fredericia, hvor alle – og især hendes familie – snød og svindlede og solgte børnene til højestbydende, og hvor tiårige drak og røg hash, og moralen flød, hvis den nogensinde havde været der.

Eller også er der ikke sket noget, fordi Karina Pedersen husker forkert og har strammet det hele så meget, at overskrifterne var sikret, og Liberal Alliance fik noget kasteskyts mod kontanthjælpsdanmark.

Sådan cirka stod lejrene over for hinanden i debatten om Karina Pedersens »Helt ude i hampen – mails fra underklassen«, efter at MetroXpress havde skudt bogens budskab ned med en reportage, der skildrede noget nær et mønstersamfund, hvor alle går glade på arbejde hver dag. Så vendte BT tilbage sammen med forfatteren, og uroen var genoprettet, mens man som almindelig læser kunne sidde og tænke – BT, MetroXpress, tja, bum bum – den er svær.

Det blev ikke ligefrem nemmere af, at mens Karina Pedersen heftigt bedyrede, at alt var sandt, var forlaget Gyldendal ude i noget om, at bogen skulle ses som et vigtigt vidnesbyrd og ikke den rene sandhed, når det nu var en erindring, der jo ikke kan faktatjekkes. Som direktør Johannes Riis udtrykte det i Politiken:

»Det siger sig selv, at den vrede og den bitterhed er med til at farve hendes syn på verden og måske ikke har givet hende nogen udpræget sans for nuancer.«

Så kom ikke og sig, at overklassen ikke har forståelse for underklassen nutildags.

Sandt eller falsk. Det var også spørgsmålet for Milena Penkowa, der engang i fordums storhed fik en eliteforskerpris af kronprinsesse Mary, men siden har kæmpet en hård kamp mod et blakket omdømme. Hun havde for eksempel også lidt svært ved at huske, om hendes mor var i live eller ej, men ellers handlede essensen i hendes sag om, hvor mange rotter der skal til for at bevise en teori. Og der skal mange til – flere end hun lige havde kunnet stampe op, som jeg forstår det.

Nu har jeg nok ikke forstået alt, men det er åbenbart heller ikke så nemt, for i Østre Landsret endte dommerne med en 3-3 afgørelse. Altså: det var godt nok ikke sandt, det var godt nok dokumentfalsk, men der var uafgjort, hvad angik tiltalen for groft dokumentfalsk, og dermed ender det med en frikendelse.

En smal sejr, må man sige, men som med det danske fodboldlandshold fejrede den forhenværende eliteforsker sejren uden forbehold - hun er tilbage i rotteræset.

Comeback var også kodeordet for de danske sportskendisser. I USA strålede »little miss sunshine«, Caroline Wozniacki, som i fordums glans, mens Lord Bendtner skal til Nottingham. Så er spørgsmålet om han ender som sherif eller fredløs.