Ugen på kanten: Frihed, rottereder og håndværkertilbud

Vågner man op til, at manden med det græskar-farvede hår er blevet leder af den frie verden?

collage: Henriette Vabø Fold sammen
Læs mere

Meget kan man sige om os danskere, men frihedselskende – det har vi altid været.

Ytringsfriheden især er noget, der kan få redaktører og politikere op i det høje tonelag, når den skal besynges.

Det er for eksempel ikke længe siden, Politikens chefredaktør Christian Jensen var helt oppe og ramme det høje C, da tidligere PET-chef Jakob Scharfs ytringsfrihed skulle forsvares over for PETs censur-forsøg. Det kostede nogle ton avispapir at optrykke hele Scharfs bog, men så var pointen også slået fast.

Og så var der jo ingen grund til at gentage argumenterne, når det nu var ens egen aviskoncern, der havde undertrykt JPs eks-redaktør Flemming Roses ytringer med flere års mundkurv. Der er tidspunkter, hvor sikkerhedshensyn må gå forud for ytringsfrihed, mente den gode Jensen nu. Lidt ligesom PET mente tidligere, men sådan er der jo forskel på, hvornår magt bør udfordres. Alt efter om det er andres eller ens egen.

Der var mange inden for dansk medieverden, der havde en holdning til Rose-sagen, men Kristian Thulesen Dahl var så vidt vides ikke fremme. Og det er ikke fordi, ytringsfriheden ikke ligger Dansk Folkepartis formand på sinde – tværtimod. Han har bare vigtigere ting at fokusere på end sådan noget med internationale trusler, terrorpatruljer og den slags. Nemlig sin forgængers rettigheder.

»Det er usmageligt, som de andre partier vil nedkæmpe Pia Kjærsgaards ytringsfrihed!« lød det i denne uge fra Thulesen Dahl på hans Facebookside.

Bare fordi Pia Kjærsgaard i sin egenskab af formand for Folketinget hos Clement Kjærsgaard havde kaldt EU for en rotterede. Skulle hun nu ikke have lov til det? Selvfølgelig skulle hun da det, mente Tulle, der ligesom Pia selv mente, at den ærede formand var bevidst fejlfortolket af sine mange modstandere.

Altså når de opfattede ordet »rotterede« som udtryk for et sted, hvor rotter har hjemme, og at Pia altså mente, at EU var hjemsted for rotter af alle slags. Næ nej, sådan skulle ordet da slet ikke opfattes – ifølge ordbogen så er rotterede et synonym for en faldefærdig bygning, forklarede fru Kjærsgaard, og hvis en folkevalgt politiker ikke må betegne EU som saneringsmoden, jamen hvor er vi så henne, klagede den indignerede Thulesen Dahl. Som midt i det hele bare kunne håbe på, at postyret kunne få folk til at glemme den såkaldte »Messer-Shit-sag«, som Ekstra-Bladet har døbt sine afsløringer om den kreative EU-DFer. I denne uge fik DF så hjælp af, at andre aviser kunne fortælle, at også SF, LA og K havde fortolket begrebet EU-oplysning lovligt bredt og måtte betale penge tilbage – dog langt fra Messerschmidts grandiøse og kreative stil.

Kreativitet og fingersnilde er noget som Lars Løkke Rasmussen godt kunne bruge mere af for at rette op på sit image som »Supermario« – Folketingets bedste politiske håndværker.

»Håndværkeren Løkke skal i hvert fald ikke komme og reparere min køkkenvask,« lød det fra kommentator Hans Engell, efter at statsministeren i denne uge måtte opgive sin 2025-plan.

Nu har han længe nok stået og sparket til det træ, som Anders Samuelsen er klatret op i, så nu skal der satset på en hurtig finanslov for at undgå et endnu hurtigere valg. Problemet er bare, at det stadig kræver et highfive fra trætoppen. Og Samuelsen erklærede overfor det glubske journalistkobbel, at intet var ændret. Han ville dog ikke gentage, at han var klar til at vælte »Supermario«, så måske er der alligevel et håndværkertilbud på vej.

Men det var jo frihed, vi kom fra. Frihed til – hvis man sku’ have lyst – at stå og vifte med et spraglet flag, når der kommer en kineser forbi. For eksempel Tibets flag og for eksempel en kinesisk præsident, der helst skal skrive under på eksportaftaler for 20 milliarder kineserpenge, så han skal ikke være for sur.

Den frihed blev trådt grundigt ned af politiet, der godt nok ikke rigtig kunne huske noget om det bagefter. Men da diverse lydoptagelser og videoklip dukkede op, og efter at politiet havde brugt et halvt år til at proppe en CD-Rom i en computer, var der efterhånden ikke så meget at spille kinaskak om.

I denne uge startede tibetkommissionens afhøringer så om, hvem der vidste hvad, og en perlerække af tidligere ministre, offentlige chefer, ambassadører og politibosser er klar på bænken. De er dog ikke alene – alt 42 advokat-bisiddere passer på dem ifølge Politiken – til den nette sum af 1.700 kroner i timen til hver. Det er jo rart at vide, at frihedsknægtelsen udover at være god for eksporten også kan kaste lidt godter af til den betrængte advokatstand.

Apropos godter, så var det jo halloween i denne uge – en skøn tradition med at fejre lidt gys og mørketid, som vi har fået fra Amerika.

Men måske faldt den lidt tidligt i år. Natten til onsdag falder afgørelsen i det amerikanske præsidentvalg – behørigt dækket fra væg til væg af danske medier i en grad, at det ifølge Berlingskes korrespondent har gjort dansk til hverdagssprog i Washington. Og her er der lagt op til en gyser: Vågner man op til, at manden med det græskar-farvede hår er blevet leder af den frie verden, som vi en gang yndede at kalde det? Med Vladimir Putin på venskabelig sidelinje.

Det er fanme uhyggeligt, du.