Ugen på kanten: Fra højt fra træets grønne top til julebal i ministerland

collage Fold sammen
Læs mere

Der er nogen, der mener, den sættes i gang for tidligt, der er de, der mener, den er for kommerciel, og der er alle dem, der bliver stresset af den. Men der er nu ikke noget, der rammer og rummer det internationalt berømte danske brand »hygge« bedre end julemåneden. Med alt dens gran og glimmer, guirlander og lysfest, julekalendere og ditto bryg, gløgg, æbleskiver, klisterkonfekt og brunkager. Og gaver.

Som bekendt blev julemåneden løbet i gang i denne uge, men med hensyn til gaverne var der nogen, der havde taget glæder – og i det her tilfælde også sorger – på forskud i år. Nemlig på Christiansborg, hvor trekløveret Løkke, Pape og Samuelsen som jublende hobitter efter hjemkomsten til Herredet kunne fordele ministerposterne mellem sig i mandags.

Ikke uden knas og kringlerier. Ministerposter er nemlig et meget hierarkisk system, forstår man – og fordelingen er knivskarp. For når nu de konservative SKAL have justitsminister-posten, for at vi alle kan sove roligt, så skal Anders Samuelsen have noget finere, f.eks. udenrigsministerposten, som han godtnok hidtil nærmest har været imod, men fint skal det være, og det er UM. Og så skal Kristian Jensen jo have noget endnu finere, hvilket kom til at betyde Hjortens flugt fra Finansministeriet.

Men til sidst blev det alligevel jul med gaver i den gamle ministergård. Der er jo tradition for at udveksle små presenter ved ministerie-overdragelserne – fætter BR er en yndet konsulent på den opgave, og det var da også både legetøjsfigurer, tryllesæt og duplo-samlinger, der blev afleveret med en finurlig bemærkning og et anstrengt smil i mandags.

Søren Pind havde taget en stok med til sherif-afløser Pape, og selv om Pind lignede en, der havde mest lyst til at gøre brug af klassiske stokkemetoder, så holdt han sig fra både det og fra at uddele sherifstjerner.

Anders Samuelsen fik sig en ja-hat, og han kunne måske også have haft brug for et høreværn, for de næste par dage skortede det ikke på folk, der gerne ville gøre opmærksom på, hvor mange synspunkter, LA var løbet fra.

Om det var topskat, folkeskolereform, gratis storebæltsbro, offentlige udgifter eller EU, så var der kommet nye toner på julesangen, siden Samuelsen med stålblik sang »Højt fra træets grønne top«. Nu var LA kommet til julebal i ministerland og kunne nynne med på andet vers af afgående kulturminister Bertel Haarders julesang, som han hvert år skriver 1. december. Den går på »På loftet sidder nissen«:

»Den gladeste af nisserne er Anders Sam,/ han var så vred og blev så tam!

Han kravled’ op i træet, hvor han sad og hang/ og peb igen-igen den samme sang:

»Hvis ikke, I vil lette toppeskatten,/ kan I fatte, kommer katten ...«

– Men nu er han så faldet ned til patten,/og han løber lystigt rundt i ring.«

Samme Bertel Haarder røg ud efter at have været den minister, der har siddet længst tid. Over 20 år i alt og faktisk så længe, at han slæbte rundt på vaner som for eksempel selv at tage telefonen og i øvrigt svare på det, man spurgte om, i stedet for at sende en mail med det, spindoktoren var nået frem til. Det går jo ikke, så nu må Bertel indtage risengrøden som general i det sønderjyske.

I ældreministeriet havde Thyra Frank dårligt nok nået at skænke den første omgang Baileys, før hun skulle forholde sig til en kritik om forholdene på de danske plejehjem, hvor gennemtissede bleer og lange ventetider på badet åbenbart er standard mange steder.

Og hvor den såkaldte værdighedsmilliard, som Frank skulle til at uddele, for en tredjedels vedkommende allerede var brugt til cykler, GPS og den slags, mens resten – hvis det udelukkende blev brugt på plejepersonale – ville svare til 12 minutters pleje til hver beboer. Om ugen.

I den anden ende af menneskelivets velfærdsstatsbehov var der ballade på fødegangen. Fødeklinik-chefen på Riget gennem 14 år tog sin gode kittel og gik med besked om, at det ikke længere var trygt at komme til verden på Blegdamsvej – og det er endda der, hvor kronprinsesse Mary har født.

Der er ikke længere tid til ammestuesnak – faktisk er der dårligt tid til at vente på, at børnene kommer ud af moderen for de evigt stressede jordemødre, forstår man på beretningerne.

Men fra regionerne er der ingen kære livmoder. Her skal spares, og og så må fødestuen bare falde til patten. Så er den metafor vist brugt nok.

Jeg må helt personligt erkende, at jeg trods godt og vel et halvt livs flittigt forbrug af seriøse aviser og samfundsorientering stadig ikke helt har fattet, hvordan det kan være, at der hele tiden virker til at blive ringere service for de ældre, de fødende, de syge, skoleeleverne, kontanthjælpsmodtagerne og sikkert en del andre. Samtidig med at det offentlige forbrug, som det hedder i politik, hele tiden stiger.

Det er måske bare mig, der er dum, men så kan jeg vel få lov at føle mig som en del af folket – ligesom alle dem, der stemte på Trump ovre i Amerika. De af dem, der var sure over, at det var alle småfolkene, der betalte for bankernes grådighed, kan nu føle sig endnu dummere, efter at The Donald nu har indsat en notorisk gebyrgrib fra Goldman Sachs til at styre finanserne. Til gengæld er der indsat en sand hader af gratis sundhedsvæsen som sundhedsminister, så de amerikanske fattige kan godt glemme alt om Trump-care. Der bliver ingen julegaver der.