Ugen på kanten: Der lugter stadig lidt af nytårstorsk i dansk politik

collage Fold sammen
Læs mere

I mine unge dage fornøjede jeg mig gerne med at læse tegneserier med Asterix og hans gæve gallere. Hvor der i det ellers så joviale landsbyfællesskab var en enkelt person, som havde det svært ved helt at blive socialt accepteret – fiskemanden. Hørmetix, som han hed. Der var noget med lugten ...

Hørmetix og hans problemer randt i hu i forbindelse med ugens Christiansborg-føljeton om Lars Løkke og kvotekongerne i Thyborøn og omegn. Her har Løkke ellers demonstreret, hvor krævende, det er, at være ham – så krævende, at han faktisk er nødt til at være to personer: En som er statsminister – streng, retfærdig og utrættelig i sin uhildede kamp for danskernes bedste. Og en anden, som er den private Løkke, mere blød og menneskelig, og som står bag gode formål som LøkkeFonden, der hjælper unge med behov for det, og som også gerne stiller op i et festligt lag for den gode sags skyld.

Det kan jo godt være lidt af en balancegang, og hvor knivskarp den er, blev demonstreret ved nytår, hvor Lars Løkke var inviteret til et festligt torskegilde i Thyborøn sammen med de storfiskere, som nu til dags går under navnet kvotekonger. Det var som den private Løkke – ham med LøkkeFonden, som fiskerne er glade donorer til. Så kan man nemlig få ham til Nordjylland, og nu da Løkke alligevel var der, kunne statsministeren – for det var han vist nok her – godt alligevel tage et møde med de samme fiskere om tobis-kvoter og den slags kedelige faglige ting.

Det kan godt lyde lidt forvirrende, men det syntes hverken Løkke eller statsministeren åbenbart. Det gjorde til gengæld oppositionen. Det var noget med lugten ... Det var som om, den hang ved, lød det både fra DF og fra venstre side af folketingssalen, der ikke bare lugtede kvotekongefisk, men også gerne blod, og straks indkaldte til samråd.

Det fik de nu ikke noget ud af. Inden samrådet havde Venstre kaldt regeringens bulldog af huse, og for Claus Hjort Frederiksen lugtede det ikke af fisk, men af »grove beskyldninger« og »svineri«. Ham skulle DF så ikke have klinket noget med, så de lod Løkke slippe af krogen. Begge Løkkerne forstås.

Også andre steder var der folk, der havde svært ved lugten i denne uge. Det gjaldt for eksempel forfatteren Carsten Jensen, der engang slog til lyd for en bedre tone i debatten og siden har gjort sit for at sende svinere mod alle, der tillod sig at have en anden holdning end ham selv. For eksempel havde han i Information skrevet om »dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl«. Som faktisk samme sted havde svaret ganske pænt, at Jensens liv i forhånelsens tjeneste ikke gjorde ham noget godt, men at også Jensens ytringsfrihed måtte forsvares.

I denne uge rykkede Morten Hesseldahl så ind som øverste chef på Carsten Jensens forlag, Gyldendal, mens »en chokeret« Carsten Jensen bare kunne se på, hvordan en mand, der havde været med til at stifte Cepos, rykkede ind på det fine, gamle forlag. Så Jensen var hurtig til at tage sin fintfølende pen med sig og smække med døren med en kort kommentar, hvor han dog lige nåede at kalde regeringen derangeret og kulturministeriet inkompetent, nu han havde taletid.

Hesseldahl beklagede afgangen, men man må konstatere, at hvis et af målene for den nye direktør er at skabe mere liv i det gamle forlag, så begynder det meget godt.

Nå, men tilbage til den politiske verden, hvor det måske har lugtet lidt af fisk i ugens løb, men til gengæld også lugtet gevaldigt af penge. For hold da op, hvor der har været gang i den politiske yndlingsbeskæftigelse – store visionære milliardbevillinger. Først var det Claus Hjort, der – når han ikke er Løkkes vagthund – er forsvarsminister og kunne præsentere et nyt forsvarsforlig. For 12,8 milliarder kroner skulle der både kunne blive til nyt og farligt isenkram, en stoltere dansk repræsentation ude i verden og forsvar mod onde cyberskurke. Og så endda 500 flere værnepligtige. De danske Jenser skal dog mest sættes til at patruljere i gader og stræder og skabe tryghed her – forhåbentlig. Så alle var glade – undtagen russerne. Men så kan de lære det.

Senere på ugen var der så 11 milliarder til nye eltog – her er der vistnok fratrukket den indtægt, man kan få ved at skære IC4-togene op til skrot og sælge dem som gammelt jern. Det hele skal jo med.

Det skulle det også ovre i Amerika, hvor Donald Trump holdt sin første statusopgørelses-tale: »State of the Union«, som det hedder. Og det var da helt utroligt, så meget der kan ske i løbet af et års tid, forstod man på præsidentens tale.

Mens USA for et år siden var den rene dystopi af lukkede fabrikker og sammenbrudte værdier, så blomstrede den amerikanske drøm nu som aldrig før. »En bølge af optimisme« er skyllet ind over landet, fremgangen var både »ekstraordinær« og »utrolig«, kunne man forstå på Trump, og hvis Demokraterne ville have flere med i den amerikanske drøm, så skulle de bare lige lægge milliarderne til en mur mod Mexico ved udgangen.

Så der var ikke noget, der var gået i fisk for Trump, der til gengæld kan lugte en handel, når den er inden for rækkevidde. Også selv om det er en studehandel.