Ugen på kanten: Den sjoveste julekalender, der aldrig blev sendt

Så er det for alvor december, og som sædvanlig bombarderes man af TV-julekalendere. En betuttet Tinka-nisse på den ene kanal, en synkroniseret norsk nisse på den anden, en genudsendt Pyrus på en tredje kanal, en genudsendt Lunte på en fjerde – ja, det er bår dæjli’ for nu at tage en femte med, og så har vi ikke engang nævnt alle de internet-kalendere, der lokker med en konkurrence om et grillforklæde fra Kop & Kande, hvis man liiige klikker her.

Og alt det til trods – så viser det sig, at den allermest omtalte julekalender i år er den, som ingen kan se – eller høre er det faktisk.

»Jul i republikken« var titlen på det, der skulle have været P1s morgenfriske julekalender – om hvordan kongefamilien efter en grundlovsændring ryger ud af Amalienborg til en toværelses i Urbanplanen, hvor de skal på kontanthjælp og ud at rode i skrald for at klare dagen og vejen.

Det er satire, forstår man, og selv om jeg personligt synes, det lyder som noget udtænkt af SUF og Radikal Ungdom på Toga Vinstue, så må man indrømme, at det endte med at blive storartet underholdning.

Altså det blev det, da nogen fra DRs voksenafdeling begyndte at blande sig og åbenbart ikke syntes, det var sjovt længere, og først krævede venstrefløjsprocenten blandt de medvirkende nedbragt og derefter fyrede hele banden dagen før premieren.

Det var alliwel grow, som de ville have sagt i »The Julekalender«. Men så kunne det nok være, at der kom gang i føljetonen, og hvis DR-ledelsen havde drømt om en stille julemåned med fred til at krølle julehjerter og koge klejner, så kunne de godt begynde at stave til krisekommunikation i stedet for.

Og så hjalp det alligevel ikke, at man ude i Ørestaden prøvede at gøre lidt godt for den borgerlige julestemning. For såmænd om ikke det lige var en kraftig DR-besparelse, som regeringen havde fundet frem til kunne være den lækkerbisken, der kunne få de eftertragtede skattelettelser til at glide ned hos DF i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. De skal om få uger fordele i om-egnen af 700 milliarder kr. for næste år.

De penge er ikke det store problem, forstår man. Problemet er, at regeringen og især Liberal Alliance har bundet finanserne sammen med de længe attråede skattelempelser, som DF ikke gider have. Men skal det være, så skal der altså noget mere til end et spark til DR, som der nok kommer andre gode lejligheder til.

Så hellere et ordentligt los til flygtninge og asylsøgere – hvis man ikke ligefrem kan få dem ud på en øde ø, hvilket vist var yndlingsscenariet i partiets »strammermappe«, så kan man i det mindste sørge for, at flygtningene ikke går hen og bliver integrerede ved at arbejde for fællesskabet og lige pludselig ligner andre skattebetalende danskere.

Hvor langt ud den uskik kan føre hen, så man et glimrende eksempel på i denne uge, hvor datteren af en afghansk flygtning blev kåret til Årets dansker. Den charmerende fodboldspiller og vordende læge Nadia Nadim løb med titlen – her i det Berlingske Hus såmænd – og kvitterede endda med at kalde det »en kærlighedserklæring fra Danmark«.

Om det lige var det, der var dråben for DF, vides ikke, men samme dag slog Thulesen Dahl fast, at nu var det ikke sjovt længere, nu måtte der en voksen til stede, hvis de skulle videre med de forhandlinger. Det var ikke videre pænt over for Kristian Jensen, som har brugt mange år på at komme ud af konfirmandrollen, men der var ingen vej udenom – far selv måtte på banen.

I skrivende stund her fredag eftermiddag har Løkke-effekten nu ikke helt slået igennem. Det er nærmest, som om kaos har bredt sig ekstra meget. Og nu er det så Liberal Alliance, der har bemærket, at Thulesen Dahl og co. har tilbageerobret rollen som dem, der bestemmer, og mens de rare skattelettelser lige så stille fordufter, er Samuelsen begyndt at skæve længselsfuldt op mod trætoppene og lufte tanken om, at der kunne man jo også klatre op igen, og hvad nu hvis, der blev valg …

Ja, den går altså ikke her i julemåneden, hvor vi også skal følge med i kvindehåndboldlandsholdets meriterende sejre over diverse eksotiske nationer med den bistre Klavs Bruun på sidelinjen. Festligt er det da – indtil vi møder de sædvanlige østeuropæiske håndboldbisser, og det hele bliver alvor i næste uge. Så er det nok heller ikke så sjovt længere.

Sjovt var det til gengæld at være Donald Trump, da han for en sjælden gang havde en gedigen succes med en solid skattenedsættelse. Det vil øge USAs statsunderskud med 1.500 milliarder dollar over de næste ti år, men da staten derovre i forvejen har en gæld på 20.000 milliarder dollar, så, tja – lidt fra eller til. Tager man det i betragtning, så kunne man vel godt unde Anders Samuelsen at bevilge et par milliard-lettelser til topskattevennerne.

The Donald hvilede vanen tro ikke på laurbærrene. Dårligt var der faldet lidt ro over forholdet til missiljongløren Kim Jung-un, før han fyrede op under Mellemøsten ved at erklære Jerusalem for Israels hovedstad. »Thi glæder sig Jerusalem«, som det hedder i julesalmen, men fornøjelsen var vist helt på israelernes side, forstod man på de efterfølgende uroligheder. Helt så sjovt var det ikke for alle dem, der godt ville have lidt julefred – men den er også svær at finde både her og hisset.