Ugen på kanten: Da skrigene fra udkanten genlød i indre by

I Bruxelles er der ingen, der kan høre dig skrige. Det er egentlig titlen på et afsnit i »Borgen«, der handler om det mediemæssige tomrum, der opstår for politikere, der rykker til Europa-magtens centrum. Men udtrykket bliver åbenbart hevet frem en gang imellem, når en EU-politiker virkelig gør sig umage for at blive hørt.

Denne gang var det DFs gruppeformand dernede, Anders Vistisen, der fandt en nem og effektiv vej fra Belgien til spalterne ved at kalde statsminister Lars Løkke for en klamphugger uden moralsk kompas. Så var den overskrift hjemme. Men noget af en melding i betragtning af, at Vistisen overtog gruppeformandsposten dernede, efter at DF-gruppen under Morten Messerschmidt havde været ude i diverse sager om fondsmidler, der på uransagelig vis gik DFs vej. Men når moral er godt, må dobbeltmoral jo være dobbelt så godt, som man siger.

Også Søren Gade aspirerer nu til at kunne skrige ud i lydløsheden, men det er nu næppe derfor, han i denne uge meddelte, at han satser på at stille op til EU-parlamentet næste gang. Faktisk er det længe siden, man for alvor har hørt noget til Venstres gruppeformand, men nu er han i hvert fald færdig med at optræde som den teoretiske skygge- afløser til Lars Løkke, hver gang der er uro i Venstres bagland.

Heller ikke Socialdemokraternes gruppeformand overdriver sin medietilstedeværelse, men det har ganske andre grunde. Henrik Sass Larsen synes simpelthen, der er for meget skrig og skrål og konflikt-orientering i den politiske dækning, så han nøjes med kvartalsvise udmeldinger, når han har tænkt sig grundigt om – og helst via nogle høflige spørgsmål fra en S-lønnet Reimer Bo Christensen, så han er sikret en sober dækning af budskaberne. Og uden alt for kritisk en indgang, hvilket flere medier mente kunne være et problem for offentligheden.

Det kunne så alligevel få Sass til at træde ud af sit medie-cølibat med et rygende svar-indlæg. Dette blads leder blev kaldt »et studie i foragt og fornærmethed«, mens pressen generelt »hylede uniformt som stukne grise og salvede sig i selvfedme«. Så det der med en kritisk indstilling til budskaberne ligger tydeligevis ikke Sass fjernt – men man må dog beundre S-gruppeformanden for hans kampgejst. Her blev skreget igennem.

Sass må så have glædet sig en smule over ugens politiske begivenhed – udmeldingen om udflytning af et par tusinde statslige arbejdspladser. Sjældent har indholds-dækningen af en politisk melding været så solid – fra Nakskov til Morsø var reporterne på plads, så man for en gangs skyld kunne høre skrigene fra Udkantsdanmark.

Bortset fra der, hvor man følte sig snydt, var det dog mest jubelskrig, der for en gangs skyld lød derudefra – efterhånden som diverse styrelser og sekretariater blev trukket op af Løkke og Løhdes store fordelingshat med dertilhørende arbejdspladser til det danske land.

Der kunne man til gengæld høre dem skrige. »Blodrusen fortsætter,« konstaterede Høje-Taastrups konservative borgmester, Michael Ziegler, mens Miljøstyrelsen måtte lukke en dag for at slikke sårene, og der rundt omkring på kontorerne blev regnet på mulighederne for at pendle eller bare gå i gang i med jobsøgning.

Samtidig med at den klassiske diskussion foldede sig ud rundt omkring: Skal man have ondt af de udflyttede, der skal overveje at omstille familie og arbejdsliv til Brovst og Bogense, eller er det bare nogle forkælede køwenhavnere, der skal glæde sig til at komme ud til frisk luft, almindelige mennesker og billige huspriser. .

Nu viser erfaringen fra tidligere udflytninger, at det trods alt er et fåtal af medarbejderne i f.eks. Miljømærkesekretariatet, der flytter med til Løgstør, men det kunne ellers give de lokale nogle interessante nye navne. Således beretter Politiken om, hvilke nye fornavne der i år er godkendt, og her finder man for eksempel en Happyness fra Østerbro.

Og kald mig bare fordomsfuld, men Nia-Olivia og Storm-Alfred lyder altså også ret københavnske i mine ører.

Dream, Lonesmila, Earth og Flumme er andre af nye navne, som jeg simpelthen ikke har fantasi til at sætte adresse på, men mon ikke Astrrid og Brittacilja har en numerolog boende i nabolaget. De mest almindelige navne er dog Ida og William.

Og de ti mest almindelige efternavne slutter stadig på -sen. For eksempel Hansen og Olsen for at tage et par af de navne, der forsvarer Danmarks ære i disse ugers håndbold-EM. Med præstationer, der virkelig kan give en lyst til at skrige, når optur forvandles til nedtur. Alt er stadig åbent, og det er jo det, der er den særlige charme ved sport som underholdning: Det er så uforudsigeligt.

Det samme kan man sige om en vis amerikansk præsident, som netop fejrer etårs jubilæum i jobbet. Okay, efter et år er det måske lidt mindre forudsigeligt, at han i ugens løb har kåret CNN som årets fake news-vinder og sat en prop i statsbudgettet, indtil han får 18 milliarder dollar til den der mur mod Mexico. Eller at han fejrer et-året med en fest i Mar-a-Lago til 100.000 dollar billetten. Men at Donald Trump efter et år i sadlen åbenbart klarer sig så godt, at flere vurderer, han sagtens kan ende med at sidde i otte år, det er der nok ikke mange, der havde forudset.

Man kan næsten høre skrigene.