Uffe Elbæk stifter nyt parti

Den tidligere kulturminister Uffe Elbæk stifter et nyt parti. Det hedder Alternativet og bliver præsenteret onsdag formiddag.

Uffe Elbæks nye parti hedder Alternativet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Den tidligere radikale kulturminister, Uffe Elbæk, stifter et nyt parti og præsenterer i dag offentligheden for Alternativet, som partiet kommer til at hedde.

Partiet præsenteres ved et pressemøde onsdag formiddag klokken 10 på Christiansborg, men allerede nu siger Uffe Elbæk, at der bliver tale om et parti med en markant grøn linje og et opgør med "vækstdagsordenen".

»Hvis vi ønsker, at vores børn og børnebørn skal have de samme chancer som vi har haft, kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til. Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af jordens begrænsede ressourcer,« siger Elbæk i en pressemeddelelse her til morgen.

Det er det journalistiske forlag, Zetland, der i dag i udgivelsen »En alternativ begyndelse« kan fortælle om tilblivelsen af det nye parti. Gennem to måneder har journalist Isabella Hindkjær fulgt tilblivelsen af partiet - lige fra de første diskussioner til forberedelserne af offentliggørelsen af det indtil nu hemmelige projekt.

Partistifterne er ifølge en pressemeddelelse fra Zetland »rystet sammen af en mindfulness-coach og om drømmen af en helt ny politisk samtale i Danmark«. Og er »tillige historien om Uffe Elbæks opgør med traditionerne på Christiansborg«.

Singleudgivelsen, der kan købes som e-bog i dag, fortæller også om de interne konflikter hos Uffe Elbæks tidligere parti - inklusive hans forhold til Marianne Jelved og nuværende partileder, Margrethe Vestager.

Uffe Elbæk gik den 5. december 2012 af som kulturminister og blev afløst af partifælles Marianne Jelved. Dette skete efter kritik af en række arrangementer på skolen AFUK, hvor han tidligere havde siddet i bestyrelsen.

Elbæk meldte sig siden helt ud af De Radikale; dette skete i september 2013. Allerede på det tidspunkt havde han planlagt stiftelsen af det nye parti.

TV: Se Uffe Elbæk præsentere sit nye parti:

Er du på mobilsitet, da klik her.