Ufarlig taske lukkede Aarhus Lufthavn i timer

En mistænkelig taske fik lukket Aarhus Lufthavn. Tirsdag aften er afspærring ophævet. Der var intet farligt.

Aarhus Lufthavn kan tirsdag aften atter slå dørene op for rejsende, efter at store dele af den blev afspærret og evakueret.

Det skyldtes, at Østjyllands Politi klokken 13.30 fik en henvendelse fra lufthavnen om, at den havde fundet en mistænkelig genstand i bygningen.

Bomberyddere og andre eksperter blev tilkaldt, men klokken 20 kan politiet berolige med, at der intet farligt var fundet.

»Afspærringen er nu ophævet, da vi ikke fandt spor efter sprængstof eller lignende i den taske, vi undersøgte. Vi beklager ulejligheden, men vi tager ingen chancer med hensyn til borgernes sikkerhed,« skriver Østjyllands Politi på Twitter.

140 personer nåede at blive evakueret fra lufthavnen og over i en bygning tæt på lufthavnen, før de ud på aftenen fik lov at forlade stedet.

Desuden holdt et fly med 70 passagerer i flere timer på landingsbanen ved lufthavnen, før det blev besluttet, at flyet skulle tage til Københavns Lufthavn.

Aarhus Lufthavn hed tidligere Tirstrup Lufthavn. Det er en mindre lufthavn beliggende cirka 35 kilometer nordøst for Aarhus.

/ritzau/