Uetisk, udemokratisk, dybt uansvarligt og direkte kontraproduktivt: Politikere er forundrede over embedsmændenes rolle i kulissen

På Christiansborg vækker forløbet bag en tilsyneladende uafhængig rapport om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan kritik. Uden politikernes kendskab har embedsmænd fra både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet foreslået at omskrive de mest kritiske passager i rapporten, før den blev præsenteret for Folketinget.

Søren Espersen kritiserer, ligesom flere andre forsvarspolitikere, forløbet bag en tilsyneladende uafhængig rapport om den danske indsats i Afghanistan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»Det her var ikke det, vi forventede, da vi aftalte at undersøge indsatsen i Afghanistan,« siger Dansk Folkepartis Søren Espersen, der sidder i Forsvarsudvalget.

Han er lige som flere andre forsvarspolitikere på Christiansborg ikke imponeret over, at Folketinget er blevet præsenteret for en tilsyneladende uafhængig rapport om den danske indsats i Afghanistan, som det nu viser sig, at embedsmænd fra to ministerier har blandet sig i.

Berlingske har i løbet af de seneste uger dokumenteret, at en tilsyneladende uvildig rapport fra Forsvarsakademiet om erfaringerne fra samarbejdet mellem de danske styrker og det afghanske civilsamfund blev sendt til gennemsyn i Forsvarsministeriet, som opfordrede til at slette eller omskrive flere af rapportens mest kritiske konklusioner. Flere af passagerne var derefter forsvundet, da rapporten blev præsenteret for Folketinget i 2016.

Tirsdag stod den ene af forfatterne til rapporten, militærhistoriker Niels Klingenberg Vistisen, endvidere frem og fortalte, at han og en kollega undervejs i arbejdet blev indkaldt til møde med embedsmænd fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, som lagde pres på forfatterne for at få dem til at omskrive kritiske passager.

De sidste danske kamptropper forlod Afghanistan i 2014. Spørgsmålet om at belyse den danske indsats i Afghanistan har været et omstridt emne, siden den forrige regering besluttede at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Liv på spil

»Når man sætter uafhængige personer til at belyse den danske indsats, så skal de altså også være uafhængige. Så nytter det ikke noget, at ministerierne blander sig,« siger Søren Espersen.

»Det her er noget underligt noget, og det overrasker mig, at man gør det. Jeg har ikke set noget lignende før. Man vil tilsyneladende meget gerne give indtryk af, at alting i Afghanistan var under kontrol og kørte efter planen. Og det gjorde det jo ikke,« siger han.

Enhedslistens forsvarsordfører og ligeledes medlem af Forsvarsudvalget, Eva Flyvholm, var selv tilstede, da rapporten blev fremlagt for Folketinget i 2016.

»Rapporten blev fremstillet som en uvildig rapport. Der blev ikke sagt noget om, at Forsvarsministeriet havde spillet en rolle. Så vi havde en forventning om, at det var en helt neutral vurdering. Når vi nu kan se, at ministeriet har været inde og anbefale at fjerne afgørende konklusioner, så fremstår det dybt, dybt forkert,« siger hun.

Undersøgelsen blev aftalt af forligskredsen bag krigsdeltagelsen i 2014 for at kaste lys over erfaringerne fra den mangeårige danske indsats i Afghanistan.

»Sagen er sindssyg problematisk, for hvis man forsøger at fremstille et skønmaleri af Afghanistan, så risikerer man jo at begå de samme fejl igen og igen. Så forløbet er ikke kun uetisk og udemokratisk, det er direkte kontraproduktivt,« siger Eva Flyvholm.

»Og det er altså menneskers liv, vi har med at gøre. Det er dybt uansvarligt, at man er mere optaget af ikke at tabe ansigt end at udvise ansvar for de mennesker, der risikerer livet i Afghanistan,« siger hun.

Berlingske kunne i forrige uge dokumentere, at rapporten fra Forsvarsakademiet om Afghanistan-indsatsen blev sendt til gennemsyn i Forsvarsministeriet. En af forfatterne bag rapporten, Niels Klingenberg Vistisen (til højre), fortæller ydermere, at han undervejs i arbejdet blev kaldt ind til et møde med embedsmænd fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, som bad om, at kritiske konklusioner blev skrevet om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Direkte pression

Hverken Forsvarsministeriet eller Udenrigsministeriet har ønsket at stille op til interview om sagen. Begge ministerier har fastholdt, at deres kommentarer dengang kun var forslag til forfatterne. Men militærhistoriker Niels Klingenberg Vistisen har over for Berlingske beskrevet, hvordan han følte sig udsat for direkte pression fra de to ministeriers repræsentanter.

»Jeg synes ikke, der var en venlig tone. Jeg oplevede det som en ubehagelig stemning,« siger han om et møde i april 2016 mellem forfatterne og en gruppe embedsmænd fra begge ministerier.

Hos de Konservative forventer forsvarsordfører og medlem af Forsvarsudvalget Niels Flemming Hansen nu, at forsvarsminister Trine Bramsen (S), som overtog posten sidste år, leverer en redegørelse for forløbet.

»Man kan ikke være uenig i, at det er vigtigt, at vi baserer vores beslutninger i Folketinget på korrekte oplysninger. Og det sagsforløb, som Berlingske har fremlagt, skal selvfølgelig frem i lyset. Nu handler det om, at ministeriet og ministeren må redegøre for sagen – og fortælle hvad der er op og ned,« siger han.

Forsvarsakademiet har forklaret, at rapporten ikke udgør egentlig forskning, men at den ikke desto mindre lever op til principper for god forskning. Det har en specialist i forskningsfrihed, professor emeritus Heine Andersen fra Københavns Universitet, imidlertid afvist over for Berlingske, eftersom det ikke er nævnt med ét ord, at ministeriernes embedsmænd har været involveret i tilblivelsen af rapporten.