Uenighed i DR's bestyrelse om Fogh-kritik

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ønske om en DR-undersøgelse skaber splittelse internt i DR's bestyrelse.

DR's bestyrelse er delte i holdningen til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønske om en intern undersøgelse i sagen om dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig".

Ole Hyltoft, som er udpeget til bestyrelsen af Dansk Folkeparti, ønsker, at Danmarks største mediehus skal følge Foghs opfordring og iværksætte en intern undersøgelse.

- Jeg vil i DR-bestyrelsen bede om en redegørelse for sagen. Og bede om at vi får en bestyrelsesdiskussion om ensidighed i DR's programmer, siger Ole Hyltoft.

Også Katrine Winkel Holm, som er udpeget af kulturminister Brian Mikkelsen (K), synes, det vil være på sin plads, at bestyrelsen tager sagen op på næste møde.

De Radikales medlem af DR's bestyrelse, Peter Hvid Jensen, og de ansattes repræsentant i bestyrelsen, Mogens Rubinstein, maner derimod til besindighed.

- Statsministeren må ligesom alle andre bruge de almindelige klagekanaler i DR eller Pressenævnet. Så længe det ikke er gjort, er der ikke behov for en undersøgelse, lyder det fra Mogens Rubinstein.

/ritzau/