Uduelige læger kunne fortsætte: »Det lå bare ikke i kulturen at gribe ind«

Tidligere lægelige direktør kan godt nikke genkendende til, hvordan uduelige læger kunne få lov at fortsætte deres virke, selv om deres kolleger udmærket vidste, den var gal - og for alt i verden ikke selv ville behandles af dem.

Den tidligere lægelige direktør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen kan godt nikke genkendende til, hvordan uduelige læger kunne få lov at fortsætte deres virke, selv om deres kolleger udmærket vidste, den var gal Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torben Mogensen stødte på et tidspunkt på en kollega, som han ikke mente var kvalificeret nok til at udføre sit læge-job. Han var simpelthen til så stor fare for sine patienter, at han valgte at kontakte Sundhedsstyrelsen for at få bremset den pågældende.

»Men vi hørte aldrig noget, og noget tid senere så jeg den pågældende på et hospital i den anden ende af landet, hvor vedkommende altså fortsatte sit virke,« fortæller Torben Mogensen, der er gået på pension efter en lang karriere som bl.a. narkoselæge og lægelig direktør på Hvidovre Hospital.

Han kan således godt nikke genkendende til, at læger før i tiden godt kunne få lov til at cirkulere mellem diverse hospitaler og forsætte med at behandle massevis af patienter, uden at nogen for alvor greb ind, selv om de ikke var fagligt klædt på til det - og kunne trække et spor af fejlbehandlede patienter efter sig.

Og kollegerne var ellers godt klar over, at den var gal, og at der i hvert fald var nogle læger, man skulle sørge for at undgå at havne hos, hvis man selv eller ens nærmeste selv blev syge.

»Alle vidste det, men det lå simpelthen ikke i kulturen dengang at gribe ind. Jeg ved ikke hvorfor; det var bare ikke noget, der blev diskuteret eller snakket om. Man havde slet ikke det blik og syn på patientsikkerheden, som man har nu,« siger Torben Mogensen.

Nogle gange kunne den pågældende blive sendt ud af bagdøren, hvor det blev kamufleret som om, at det skete som led i en spareøvelse. Tidligere var der også en del »løst« ansatte, som var der under deres uddannelse eller i de første år af karrieren, og hvor man bare kunne vente på, at tiden gik, og deres tilhørsforhold til hospitalet ophørte af sig selv.

Torben Mogensen var selv med, da spørgsmålet om patienternes sikkerhed og den enkelte læges kompetencer for første gang begyndte at blive sat på dagsordenen. Det var, da hospitalerne i det tidligere Hovedstadens Sygehusfællesskab skulle akkrediteres og op til eksamen hos nogle hårdkogte amerikanske hospitalseksperter.

Det vakte en del modstand, men skabte også en begyndende erkendelse af, at man ville blive nødt til at stoppe folk, hvis de ikke egnede sig til faget.

Tankegangen med at evaluere folk begyndte også at snige sig ind i uddannelsen, og der er også begyndt at komme krav om, at man skal certificeres for at få lov til f.eks. at udføre bestemte kræft-operationer.

Torben Mogensen mener således, at udviklingen er på den rette kurs, og at det også er en gevinst, at læger begynder at sige fra i forhold til kolleger, der ikke mestrer faget.

»Man skal passe på med, at det ikke udvikler sig til en klapjagt, og man skal også være klar over, at alle mennesker laver fejl. Langt, langt de fleste læger er også dygtige og samvittighedsfulde, men der er heller ingen tvivl om, at der tidligere var alt for mange, der ikke var dygtige og samvittighedsfulde, som fik lov at fortsætte, fordi folk ikke gjorde noget ved det. Og sådan skal det ikke være,« siger Torben Mogensen.