Udskiftning af sydjysk ledning udskudt

Den omdiskuterede fornyelse af højspændingsledningen mellem Kassø og Vejen må vente på en samlet plan for forstærkning af det danske højspændingsnet.

Energinet.dk har sat udskiftningen af højspændingsledningen mellem Kassø og Vejen i Sydjylland på vågeblus. Der vil gå omkring to år, før der træffes en beslutning om, hvad der skal ske med den 42 år gamle ledning.

Det har det statslige Energinet.dk meddelt beboerne langs højspændingsledningen. De har i årevis kæmpet imod planerne om at udskifte de eksisterende højspændingsmaster med nye, højere master. Byrådet i Ny Vejen Kommune meddelte for nylig sin støtte til et udbredt borgerønske om at få gravet ledningerne ned.

Energinet.dk, der ejer og driver det overordnede el- og gasnet i hele Danmark, har besluttet at vente med beslutningen om Kassø-Vejen strækningen, indtil der er lavet en samlet plan for udbygningen af hele det danske eltransmissionsnet.

/ritzau/