Udsatte børn bliver fejlanbragt: »Mange plejefamilier kaster håndklædet i ringen«

Plejefamiliernes Landsforening bifalder, at statsminister Mette Frederiksen vil fjerne børn tidligere, men mener, at kommunerne skal være bedre til at matche børnene med plejefamilier. Professor fortæller, at familierne ikke er rustet til at tage sig af de belastede børn.

Plejefamiliernes Landsforening bifalder, at udsatte børn fjernes tidligere, men foreningen oplever, at kommuner ofte lader økonomi komme før barnets tarv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hvis statsminister Mette Frederiksen (S) vil have flere børn fjernet fra hjemmet tidligere, så skal kommunerne blive langt bedre til at matche børnene med det rigtige opholdssted. Som det er nu, bliver alt for belastede børn og unge placeret hos plejefamilier, der ikke har forudsætninger for at sikre børnene en bedre opvækst.

Det mener formand for Plejefamiliernes Landsforening, Thomas Vorre, og Inge Bryderup, der er professor ved Aalborg Universitet.

»Det er kommunens opgave at matche barnet med den rigtige familie, og det kan godt sejle. Siden kommunalreformen har der været kæmpe fokus på økonomi. Det giver stor risiko for sammenbrud, fordi man ikke altid vælger det rigtige for de meget belastede børn,« siger Thomas Vorre.

Mismatchet betyder, at plejefamilier falder fra, og at børnene ender med at skulle anbringes et nyt sted.

»Det kan være en problemstilling, hvis det viser sig, at barnet for eksempel har for store problemer som selvskadende adfærd, ADHD eller er så skadet, at det ikke kan tåle at få omsorg, så familien ikke kan være i det,« siger Thomas Vorre.

Det er langt billigere for kommuner at anbringe udsatte børn i familiepleje end at anbringe dem på en døgninstitution. Men det er langtfra altid, at familierne kan håndtere de vanskeligste børn.

»Vi ser et ret stort antal familier, der har kastet håndklædet i ringen, fordi de har fået børn med for store problemer, der reelt skal på en døgninstitution, men af økonomiske hensyn bliver forsøgt placeret i plejefamilier, der er langt billigere,« siger Thomas Vorre.

Forkerte anbringelser

Den oplevelse er i overensstemmelse med professor i socialt arbejde ved Aalborg Universitet Inge Bryderups forskning på området. Hendes kortlægning fra 2017 af anbragte børn i plejefamilier viser, at over halvdelen af børn anbragt i familiepleje er behandlingskrævende. Over 40 procent har diagnoser, og mere end halvdelen har massive problemer. Det er i modstrid med lovens intention.

Inge Bryderup, professor ved Aalborg Universitet

»Idealet om, at børnene kommer ud i en kernefamilie med andre jævnaldrende børn holder ikke. Vi kan påvise, at en tredjedel af alle anbringelser bryder sammen.«


»I lovgrundlaget hedder det, at det er små børn, der ikke selv har store problemer, der skal anbringes i familiepleje. Alligevel anbringer man meget belastede børn i familiepleje, vel vidende at hovedparten ikke har den uddannelsesmæssige forudsætning til at tage sig af belastede børn. Det er kun meget få af familieplejerne, der har en uddannelse inden for arbejdet med socialt udsatte børn, og vores undersøgelse viser også, at de mest belastede børn ikke bliver matchet med de bedst uddannede familieplejere, som man ellers skulle tro,« siger Inge Bryderup.

Hendes kortlægning viser, at den typiske familieplejer er i midten af 50erne og har børn, der ofte er flyttet hjemmefra.

»Idealet om, at børnene kommer ud i en kernefamilie med andre jævnaldrende børn holder ikke. Vi kan påvise, at en tredjedel af alle anbringelser bryder sammen, og barnet må anbringes et andet sted. Det betyder også, at de får store huller i deres skolegang,« siger hun.

Som andre synes hun, det er vanskeligt at tale om, hvorvidt man skal tvangsfjerne flere. I stedet er hendes fokus, at børnene bliver ordentligt anbragt.

»Det afgørende er, at man anbringer rigtigt første gang, og det, kan vi se, ikke sker.«

Hun mener, at man må støtte plejefamilierne bedre med uddannelse og supervision eller anbringe flere på institutioner. Mens en procent af 0-17 årige historisk set altid har været anbragt uden for hjemmet, så er andelen af tvangsfjernelser steget i de senere år. Inge Bryderup mener, man skal arbejde på at nedbringe antallet af tvangsfjernelser.

»Man skulle arbejde på at minimere antallet af tvangsanbringelser, for det øger risikoen for, at det går galt, når forældrene er imod. Ved tvangsfjernelser ser børnene deres forældre mindre, og opholdsstedet har sværere ved at samarbejde med forældrene. En frivillig anbringelse er derimod en proces, hvor man har arbejdet sig hen mod en fælles forståelse af, at det er bedst at anbringe barnet. De erkendelser, forældrene får i den proces, er meget vigtige for barnets anbringelsesforløb,« siger Inge Bryderup.

Selv om nogle af de tidligere anbragte børn har massive problemer, så tror hun på, at det kunne være gået dem endnu værre, hvis de ikke var blevet anbragt.

Færre og ældre plejefamilier

Thomas Vorre mener, at det set ud fra barnets tarv er positivt, at statsminister Mette Frederiksen vil anbringe udsatte børn tidligere.

»I øjeblikket er der mange sager, hvor kommunerne af økonomiske hensyn prøver mindre indgribende tiltag, hvor barnet kan blive hjemme. Men hvis man ikke kan finde ud af at være en god mor eller far, så er det svært at lære det, og man kan hurtigt nå at skade et barn ret permanent. Det er positivt, at hun adresserer det, for al erfaring viser, at børn helst skal anbringes, inden de bliver fire år gamle,« siger Thomas Vorre.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan Københavns Kommunes politik gennem 00erne med at støtte, at udsatte børn kan blive hos deres forældre så længe som muligt, kan være en af årsagerne til, at den 14-årige Liv døde af en overdosis af moderens metadon.

Ifølge Plejefamiliernes Landsforening er omkring 8.500 børn anbragt i plejefamilier. Men mange af familierne er på vej på pension. Gennemsnitsalderen for godkendte plejefamilier er 56 år, og flere kommuner mangler plejefamilier. Plejefamilierne er ansat på individuelle kontrakter, og bliver aflønnet i forhold til, hvor belastet barnet er. Det betyder, at familierne taber penge, i takt med at barnet får det bedre. Ifølge Thomas Vorre efterlyser plejefamilier især overenskomst, pension, færre sagsbehandlere, aflastning og bedre efterværn for de unge.

»Vi bliver færre og ældre. Kampen er egentlig ikke med plejebørnene og deres biologiske forældre. Det er samarbejdet med kommunerne – det bare ikke er godt nok. Nogle plejefamilier overvejer at stoppe. De fleste fortsætter dog, fordi de har en følelsesmæssig tilknytning til deres plejebarn, men er frustrerede over at blive taget som gidsel og udnyttet af en kommune, der godt ved, at de aldrig ville opgive deres plejebarn,« siger Thomas Vorre.