Udlandsdanskere skal dele flere gode historier om Danmark

Danskere i udlandet er klar til at fortælle gode historier om fædrelandet i deres personlige netværk. Nu skal en arbejdsgruppe finde ud af, hvordan denne goodwill kan udnyttes i en national strategi.

Danskere i udlandet vil hellere end gerne hjælpe med at sætte deres hjemland på verdenskortet. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

En artikel om, at Danmark har verdens bedste digitale regering. En reklame for Danmark som turistmål. Et jobopslag fra den danske gaming-industri. Og en klumme om, hvordan den danske livsstil kan transformere dit liv.

Når Lars Himmer deler eller liker noget på de sociale medier, dukker historierne op i feedet hos dem, der er med i hans internationale netværk.

Lars Himmer er en af de 250.000 danskere med bopæl i udlandet. Han udbreder det glade budskab om sit fædreland til sit udenlandske netværk. Lars Himmer er til daglig leder af bilgiganten Volkswagen i Rusland, men trods den geografiske afstand til Danmark er fortællingen om det lille hjemland et hyppigt emne i hans dagligdag.

»Jeg deler så mange gode historier fra Danmark, jeg kan, på min LinkedIn- og Facebook-profil. Jeg har også flere gange talt med folk, som gerne vil til Danmark. Det betyder meget at vide, hvordan det vil være at rejse til et andet land – en oplevelse, som alle burde have mindst én gang i livet.«

Lars Himmer er med i et »Goodwill Ambassadors«-netværk, og de 60 medlemmer bruger deres netværk og erfaringer på frivillig basis til at promovere Danmark.

For det betyder noget, når udlandsdanskere anbefaler Danmark i deres udenlandske netværk. Og det er, uanset om man er topleder eller studerende. Derfor skal en arbejdsgruppe nu lave en national strategi for, hvordan udlandsdanskere kan bidrage til at brande Danmark. Bag projektet står Udenrigsministeriet sammen med Copenhagen Capacity og Danes Worldwide.

Claus Lønborg, som er administrerende direktør i Copenhagen Capacity, fortæller, at der er inspiration at hente fra udlandet, men at man også er nødt til at tage højde for kulturelle forskelle, der gør, at man ikke kan kopiere strategier én til én.

Et ekstra slag for fædrelandet

Ideen til den danske arbejdsgruppe opstod på baggrund af en undersøgelse fra 2016, som viste, at næsten 1.000 danskere, der bor og arbejder i udlandet, gerne vil hjælpe til at reklamere for Danmark hos deres udenlandske omgangskreds. Otte ud af ti tilkendegav, at de gerne vil give noget igen til deres fædreland.

Claus Lønborg, der referer til undersøgelsen som »guldminerapporten«, forklarer, at det potentiale, som rapporten afslører, indikerer, at der er stor værdi for Danmark at hente, hvis man kan få udlandsdanskerne til at slå et ekstra slag for deres hjemland.

De 19 direktører, chefer og ledere, der udgør den stiftede gruppe, bor alle i Danmark og er sammensat på tværs af geografisk spredning, virksomhedsstørrelse og branche.

Hovedmålet for arbejdet er foruden mere reklame for Danmark at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Gruppen forventes at have udarbejdet en konkret plan til at nå disse mål i starten af 2019.