Tusindvis af danskere har på grund af regeringens »faste og fair« udlændingepolitik forladt landet for at få lov til at leve med den person, de elsker. Endnu flere har formentlig givet op og brudt med hinanden.

Berlingske Tidendes afsløringer har vist, at den stramme udlændingepolitik har bygget på lige dele optisk bedrag, tvivlsomme fortolkninger og fortielser.

Det centrale i denne sag er EU-borgernes helt basale ret til at bosætte sig og arbejde, hvor de vil i EU – og til i øvrigt tage familien med. Gennem årene har EF-domstolen udvidet betydningen af denne EU-ret betragteligt, og da Berlingske begyndte at researche historien var indtrykket, at EU-retten udgjorde et gevaldigt hul i det danske udlændingeværn.

En intern vejledning fra Beskæftigelsesministeriet sandsynliggjorde, at en dansker f.eks. kunne bosætte sig i Malmø med sin uvelkomne, udenlandske partner, få ophold efter de lempelige regler dér, arbejde maksimalt ti uger for siden at vende hjem til Danmark – sammen med partneren – efter samme, lempelige EU-regler.

Det mærkværdige var, at de færreste var klar over, at det var så let.
Organisationer, eksperter, advokater og de par, vi kom i kontakt med, beskrev, at det var svært – til tider umuligt – at få præcise informationer om EU-retten ud af de danske myndigheder. Da vi efterprøvede med en række opkald til Udlændingeservice, forklarede medarbejdere bl.a., at man ikke informerede om EU-retten, fordi man betragtede det som et hul i loven.

Da vi sendte den første historie på gaden den 10. juli, bekræftede Udlændingeservice, at myndighederne som udgangspunkt forsynede borgere med EU-rettighederne efter få uger – ned til to ugers ophold i udlandet – og samtidig beklagede man den mangelfulde vejledning, men understregede, at det måtte være enkelstående tilfælde.

Dagen efter valgte Folketingets Ombudsmand af egen drift at igangsætte en undersøgelse, og de efterfølgende uger henvendte flere end 100 par sig til Berlingske Tidende. Myndighederne havde givet mange det indtryk, at der kunne kræves mange måneders arbejde i udlandet, nogle havde intet fået at vide, selvom det var oplagt for dem at bruge EU-retten, andre var direkte blevet nægtet information om EU-retten, og andre igen var blevet afvist ved skranken, når de forsøgte at aflevere ansøgninger efter EU-reglerne. Pilen pegede første gang i retning af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, da et par kunne vise en skriftlig korrespondance, hvor ministeren ignorede et direkte spørgsmål om muligheden for at benytte EU-retten.

Midt i det hele faldt så Metock-kendelsen fra EF-domstolen, der udvidede retten til familiesammenføring yderligere og tvang regeringen til at droppe en fejlagtig fortolkning af reglerne – som regeringens egne embedsmænd havde advaret imod – der udelukkede bl.a. studerende og selvforsørgende og begrænsede EU-retten til at gælde reelle arbejdstagere.

Berlingskes aktindsigter afslørede samtidig, at Justitsministeriets topjurister gentagne gange havde anmodet Integrationsministeriet om at oplyse om den vejledende ti ugers grænse, og interne dokumenter viste bl.a. at Birthe Rønn Hornbech direkte var gjort opmærksom på, at Udlændingeservice arbejdede med en to ugers regel, dagen før hun i Folketingssalen slog fast, at man ikke kunne forsyne borgerne med vejledende tidsgrænser. I oktober udtalte Ombudsmanden »tung kritik«.