Udenrigsministeriet vil kun vidne skriftligt

Ansatte i Udenrigsministeriet kan nu skriftligt vidne om olie-for-mad programmet i Irak. Bagmandspolitiet vil hurtigst muligt få svar på eventuelle spørgsmål.

Udenrigsministeriet vil nu lade ansatte vidne i FN's olie-for-mad program i Irak. Det sker, fordi Bagmandspolitiet vil finde ud af, hvor meget man vidste i ministeriet om ulovlige penge under bordet i forbindelse med, at danske virksomheder fik kontrakter hjem under Saddam Husseins styre i Irak i årene 2000-03.

I første omgang vil det dog blive på skrift. Men ministeriet er parat til "positivt at overveje spørgsmålet om vidneafhøring af en eller flere medarbejdere, såfremt Bagmandspolitiet kan pege på helt særlige forhold i relation til opklaringen af sagen, som indebærer, at en skriftlig redegørelse fra Udenrigsministeriet ikke er tilstrækkelig", oplyser ministeriet.

FN konkluderede i efteråret 2005, at en række danske firmaer tilsammen havde betalt 40 millioner kroner i bestikkelse og returkommission til Iraks Saddam-styre for at sikre sig ordrer i 1996-2003.

/ritzau/