Udenrigsministeriet sætter nyt hold

Udenrigsministeriets direktion udvides med nyoprettet stilling for at styrke Danmarks udenrigstjeneste i en tid med konstante og uventede forandringer.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: JASON SZENES

Den sidste brik i Udenrigsministeriets årlige puslespil er faldet på plads, og resultatet er udskiftning af 18 ambassadører rundt omkring på Danmarks repræsentationer, en udvidelse af direktionen på Asiatisk Plads i København samt flere kvinder i chefstolene.

Ifølge ambassadørrokaden, som Udenrigsministeriet vil offentliggøre i dag, udnævnes nuværende direktør for Udenrigspolitik, Lone Dencker Wisborg, således til en nyoprettet stilling som direktør for Ressourcer og Organisations­udvikling. Med oprettelsen af netop denne stilling, der internt i ministeriet også kaldes Chief Operating Officer (COO), vil Udenrigsministeriet forsøge at styrke Udenrigs­ministeriets evne til løbende at reformere og omstille sig til de konstante globale forandringer, der præger verdens gang i disse år.

I direktionen får Lone Dencker Wisborg følge­skab af Udenrigsministeriets nuværende centerchef, Susanne Hyldelund, der ud­nævnes til direktør for Eksportrådet. Det er en tung post, da udenrigspolitik nu om dage i høj grad handler om at understøtte danske virk­somheder på et verdensmarked med benhård konkurrence og til tider politiske benspænd.

Med god ballast

Men Susanne Hyldelund kommer med en god ballast, da hun i dag er centerchef for Eksport­rådet og tidligere har været udsendt til Washington, Warszawa og senest Shanghai som generalkonsul. I direktionen afløser hun Lars Thuesen, som udnævnes til ny ambassadør i London.

»Med ændringerne vil 40 procent af medlemmerne af Udenrigsministeriets direktion være kvinder pr. 1. september 2017,« oplyser administrationschef Ole Toft.

Udenrigsministerens rådgiver

Jonas Bering Liisberg får også sit at se til som ny direktør for Udenrigs­politik. Han bliver dermed udenrigsminister Kristian Jensens (V) toprådgiver i EU- og sikkerhedsspørgsmål.

Dermed vender Jonas Bering Liisberg tilbage til Udenrigsministeriet efter en periode som direktør ved Folketingets Ombudsmand. Det er en helt bevidst politik fra Udenrigsministeriets departementschef Ulrik Vestergaaard Knudsen, der i løbet af de seneste år har hentet en række kolleger tilbage i Udenrigsministeriet, efter at de i en periode at have prøvet kræfter med udfordringer uden for ministeriet.