Udenrigsministeriet går ikke ind i voldtægtssager

Ifølge Udenrigsministeriet er man ikke involveret i nogen af de fire voldtægtssager fra Bulgarien. Hvis folk vil have hjælp, må de selv henvende sig, lyder det.

De fire unge danske, som inden for 10 dage er blevet voldtaget i Bulgarien, får ikke hjælp fra Udenrigsministeriet, med mindre de beder om det.

- Det er lige som i Danmark. Hvis der bliver begået en voldtægt eller et andet overfald, så er det politiet, der skal håndtere sagen. Men hvis der opstår sprogforbistringer eller andre ting i den forbindelse, så er de pågældende eller deres pårørende velkomne til at henvende sig på ambassaden, siger Ole Neustrup, der er souschef i Udenrigsministeriets borgerservice.

I blandt andet Storbritannien og Sverige har myndighederne oprettet rejsevejledninger for turister, der skal til Bulgarien. Her bliver feriegæsterne blandt andet advaret mod falske civilklædte betjente, risikoen for at lokale putter bedøvende midler i ens drink og faren for overfald, når man rejser alene på nattog.

På trods af de fire voldtægter begået mod danske piger mener Udenrigsministeriet dog ikke, ar Bulgarien er farligere end andre charterrejsemål.

/ritzau/