Udeblivelser er ikke kun patienternes skyld

Sygehusene skal blive bedre til at hjælpe folk med at huske deres aftaler, mener direktøren for Danske Patienter.

Danskerne pjækker fra deres sygehusbesøg. Patient, læge og sygeplejerske fotograferet på Bispebjerg Hospital mandag den 5. oktober 2015. Patient Alfred Lauritsen kommer altid til sine aftaler. "Siger man A, siger man også B, " fortæller han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert år udebliver titusindvis af danskere fra undersøgelser og konsultationer på sygehusene. På nogle sygehuse er det hver 20. patienter, der aldrig dukker op.

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at ansvaret ligger hos patienterne, men det er ikke udelukkende tilfældet. Det mener i hvert fald direktør for patientforeningen Danske Patienter Morten Freil.

»Man skal passe på med at pålægge ansvaret entydigt hos patienten, men se på, hvad man som sundhedsvæsen kan gøre anderledes for, at man nedbringer antallet af udeblivelser,« siger Morten Freil, der mener, at det er de færreste udeblivelser, som skyldes manglende velvilje fra patienter:

»Når vi får tilbagemeldinger fra patienter, er der flere, der oplever, at de simpelthen aldrig har fået indkaldelsen. Det bliver man selvfølgelig nødt til at kigge på. Der er også patienter, der siger, at de faktisk har meldt afbud, men at det så ikke er blevet registreret. Og så er der igen nogle, der er blevet forhindret i at møde op, og så simpelthen ikke kan komme igennem for at melde afbud til hospitalet.«

Derfor opfordrer Danske Patienter nu til, at sygehuse som en fast procedure udsender SMSer, der skal minde patienterne om, hvornår de har en aftale på sygehuset. Samtidig efterlyser patientforeningen mere fleksible bookinger, så hospitalsaftalerne fremover kan placeres på tidspunkter, der passer patienterne bedre.

»I langt de fleste tilfælde er det hospitalet, der bør støtte patienten i at møde op. I enkelte tilfælde er det selvfølgelig patienter, der udebliver uden at melde afbud og uden grund, og det er selvfølgelig ikke i orden. Men i langt de fleste tilfælde, tror vi, man kan sikre patienten i at møde op, ved at støtte patienten i det,« siger Morten Freil.

Flere sygehuse har allerede indført SMS-påmindelser, som de sender ud til patienterne op til deres aftaler. Desuden er Region Midtjylland i øjeblikket i gang med et forsøg, hvor to afdelinger har indført bødestraf til de patienter, der ikke dukker op. Bøden lyder på 250 kroner for hver aftale, man misser.

Andre regioner har også mulighed for at forsøge sig med gebyrer, men ingen har endnu vist interesse.