Fra vuggen til graven er hun med os, Velfærdsdanmark. Børnepenge, SU og folkepension. Men snart begynder hun også at føre skærpet kontrol med, om fællesskabets penge bliver udbetalt retfærdigt og til de rigtige.

Det sker som led, i at den selvejende institution Udbetaling Danmark fra 1. marts overtager udbetalingen af boligstøtte og folke- og førtidspension, og dermed kommer op på en samlet udbetaling af sociale ydelser på 180 mia. kr. til sammenlagt to millioner danskere. I den forbindelse får Udbetaling Danmark adgang til en række registre og begynder samtidig en omfattende samkøring af modtagernes personlige oplysninger, som skal afsløre uregelmæssigheder i borgernes forhold, der kan indikere socialt bedrageri eller forkert sagsbehandling. Systemet afprøves i øjeblikket, og forventes at være fuldt klar til brug i løbet af sommeren.

En række kommuner indførte i 2011 en lignende registersamkøring. Dengang blev tiltaget af flere eksperter omtalt som »elektronisk dyneløfteri«, og Charlotte Bagger Tranberg, lektor i persondataret ved Aalborg Universitet, kaldte i Dagbladet Information den nye registrering for »et meget vidtgående indgreb«. Den daværende kritik fik imidlertid ingen effekt på kommunernes arbejde og heller ikke på sidste års vedtagelse af loven om Udbetaling Danmark, der giver institutionen lov til at udføre en national registersamkøring.

Ifølge Peter Blume, professor og dr. jur. ved Københavns Universitet med speciale i persondataret, er den nye registersamkøring »et skridt videre« i forhold til den nuværende praksis.

»Lidt populært kan man sige, at hvis ikke Big Brother var kommet, så er han nu,« siger han.

»Undringsliste« over borgere

Hos Udbetaling Danmark mener man ikke, at der er noget odiøst i den nye, finmaskede kontrol.

»Retssikkerhed betyder rigtig meget for os. Det er kun ikke-personfølsomme oplysninger, vi anvender, i registre hvor allerede kendte oplysninger står. Så der er ikke noget hokus pokus,« siger Michel Weber, kundechef i Udbetaling Danmark.

Registersøgningerne kommer til at foregå ud fra en række kriterier, hvorefter de udsete borgere, hvis data viser en uoverensstemmelse i forhold til normalen, vil optræde på en såkaldt »undringsliste« med en tilhørende score.

»Systemet vil så trække de borgere ud, som har en score, der tyder på, at vi skal undersøge borgerens forhold nærmere. Vi vil kunne sætte vores system op til at opfange, hvis noget tyder på, at borgeren får en ydelse, som han eller hun ikke er berettiget til, f.eks. fordi borgeren har en høj indkomst samtidig med, at han eller hun modtager boligstøtte,« siger Michel Weber.

Oplysningerne, som Udbetaling Danmark får adgang til, kommer fra henholdsvis CPR- og BBR-registrene samt Skat.

På bekostning af friheden

Hvor mange penge, der reelt svindles for om året i Danmark, er vanskeligt at fastslå. I december 2011 vurderede KMD Analyse beløbet til mellem syv og 12 mia. kr., hvorimod en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte i oktober 2012 anslog beløbet til at være 2,5 mia. kr. Til sammenligning opdagede kommunernes kontrolgrupper i 2012 samlet set socialt bedrageri for 370 mio. kr.

Men selv om der er mange penge at hente ved øget kontrol, peger flere eksperter på en række retssikkerhedsmæssige udfordringer ved den nye praksis. Borgere vil f.eks. ikke være vidende om, at deres personlige oplysninger bliver krydstjekket fra centralt hold, og vil derfor kun – medmindre de bliver kontaktet af Udbetaling Danmark eller deres kommune først – gennem en aktindsigt kunne få oplyst, om de optræder på en undringsliste og har fået tildelt en score.

»Det her er endnu et eksempel på de mange nye og vidtgående beføjelser, det offentlige tager i brug i kampen mod socialt bedrageri. Gradvist har lovgivningen skubbet sig og kun i retning af øgede beføjelser. Det har bevæget sig derhen, hvor hensynet til det offentliges kontrol automatisk går forud for hensynet til respekt for borgernes privatliv, og der er ingen tvivl om, at det i stigende grad er udgangspunktet i lovgivningen,« siger Jacob Mchangama, chefjurist i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS.

Han henviser til, at blandt andet Skat uden videre kan få adgang til teledata, som politiet og PET skal have en retskendelse for at få. Ifølge et notat fra Social- og Integrationsministeriet vil Udbetaling Danmark som »central myndighed« have »gode muligheder for et koordineret samarbejde med (...) Skat«.

Mchangamas bekymring bakkes op af Nina Von Hielmcrone, jurist og lektor i socialret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

»Det her hænger jo sammen med hele det kontrolregime, vi efterhånden har på velfærdsområdet,« siger hun og påpeger, at det kan have store konsekvenser for et samfund, hvis mistillid og kontrol får lov til at fylde for meget.

Manglende debat

Den opfattelse deler social- og integrationsministeren ikke.

»Når man oplyser noget til en myndighed, så må man gå ud fra, at det er korrekt. Derfor giver det også god mening, at myndighederne får mulighed for at kunne sammenkøre de oplysninger, så man er sikker på, at folk får det rigtige udbetalt. Det synes jeg ikke, at der er nogen overvågning i. Der er jo ikke nogen, der vil studse over, at deres navn findes på en eller anden kørsel. Man vil jo aldrig nogensinde høre noget til det,« siger Karen Hækkerup (S).

Hun mener, at det tværtimod giver god mening, at bruge den slags registrering.

»Set i retfærdighedsperspektiv, når vi har et velfærdssamfund, så må det være sådan, at man får det, som man er berettiget til – hverken mere eller mindre,« siger hun.

Både Jacob Mchangama og Nina Von Hielmcrone efterlyser dog, at man i det mindste bringer den øgede overvågning op til debat. Et eksempel, der i sin tid blev diskuteret, men som mange danskere har taget til sig alligevel, er de anonyme sladrefunktioner, som stort set alle kommuner har på deres hjemmesider.

»Hvad gør det ved vores samfund? Jeg har ikke det endelige svar, men det er noget, vi bør debattere. Det er ikke nok, at vi alle sammen siger, at vi ikke har noget at skjule, og at det så ikke gør noget,« siger Nina Von Hielmcrone.

Hun bakkes op af Jacob Mchangama.

»Man kan selvfølgelig sige, at det er prisen for velfærdssamfundet, især i en tid hvor riget fattes penge, men så bliver vi nødt til at have en ærlig dialog om, at hvis vi vil have et velfærdssamfund, hvor alle borgere har adgang til en myriade af velfærdsydelser, så koster det på frihedskontoen. Spørgsmålet er bare, om vi skal have et system, hvor udgangspunktet nærmest er, at man er mistænkeliggjort. Der er en markant mangel på retssikkerhedsmæssige garantier for borgerne inden for det her område i modsætning til for eksempel strafferetsplejen,« siger han.

At statslig kontrol er prisen for velfærdssamfundet, er ikke en opfattelse Karen Hækkerup deler.

»Der er ikke tale om nogen pris. Jeg mener, at det er en helt naturlig del af det, at når man forvalter fællesskabets penge, så skal man også kunne redegøre for, hvad de bliver brugt til,« siger hun.