Der er rigtig mange besøgende i Fælledparken, hvor DHL Stafetten i disse dage afvikles.
Men mandag tiltrak én ubuden gæst sig temmelig meget opmærksomhed.
Synet fik Camilla Kaiser og hendes kolleger til at stoppe brat op:
»Pludselig stod der en mand og viftede med en kæmpe gren,« siger hun.
»Så var det, vi fik øje på slangen.«
I græsset mellem ruten, hvor tusindvis af DHL-deltagere passerer, og vandlegepladsen i Fælledparken lå en meterlang kongepyton.
»Vi blev ret forskrækkede. Tænk, hvis den var kravlet ind i nogen af teltene eller ind til børnene på legepladsen,« siger Camilla Kaiser, som forevigede slangen på video.
Blev ikke orienteret
Sparta, som arrangerer DHL Stafetten i København, fik i første omgang ikke nys om den velvoksne slange, der var dukket op til stafet.
Først tirsdag – da Camilla Kaisers video blev delt på internetfænomenet Anders Hemmingsens Instagram-side – blev arrangørerne opmærksomme på den, oplyser administrerende direktør Dorte Vibjerg.
I stedet blev slangen en sag for politiet. Københavns Politi modtog mandag klokken 18.41 en anmeldelse om fund af en slange i Fælledparken:
»Der var tale om en kongepyton på cirka en meter. Slangen er nu overdraget til Dyreværnet med henblik på at finde dens ejermand,« oplyser politiet i en mail til Berlingske.
Hvor slangen kom fra er uklart.



