U-landshjælp med militære midler

Danmarks indsats i Afghanistan er i bund og grund klassisk u-landshjælp. Den store forskel er, at udviklingsprojekterne i Afghanistan skal gennemføres for enden af et geværløb og koster danske soldater livet, fordi nogle af afghanere ikke vil have vores hjælp.

Hvorfor er det lige, at danske soldater sætter livet på spil i Afghanistan? Det var udenrigsminister Per Stig Møller (K), der stillede dette spørgsmål, da han sammen med forsvarsminister Søren Gade (V) i går offentliggjorde en rapport om den danske indsats i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

Spørgsmålet afspejler, at udenrigsministeren ligesom forsvarsministeren er bekymrede over en faldende vælgeropbakning til missionen i Afghanistan, og Per Stig Møller var således også klar med besvarelsen:

Danmark har indtil videre mistet ti danske soldater, fordi det var i Afghanistan, at terrornetværket al-Qaeda planlagde angrebet mod USA i september 2001. Danmark er med til at sikre, at den afghanske Taleban-milits ikke kommer til magten igen med risiko for, at al-Qaeda igen får et fristed i Afghanistan.

Desuden, påpegede Per Stig Møller, så vil det for alvor destabilisere nabolandet Pakistan, hvis talebanere atter kommer til magten. »Og forestil jer et destabiliseret Pakistan, hvor islamiske fanatikere tager magten og kontrollen med landets atomvåben. Så tror jeg nok, at man kan se perspektivet i ikke at lade Afghanistan sejle sin egen sø,« advarede udenrigsministeren.

SPØRGSMÅLET ER IMIDLERTID, om terror-argumentet kan blive ved med at overbevise danskerne. Ikke mindst eftersom missionen ifølge regeringens ny rapport kommer til at vare adskillige år endnu. Terroranslaget 11.9.01 er allerede over syv år gammelt, og siden har verden oplevet en stribe andre dødbringende terrorhandlinger, som kan spores tilbage til islamister, der er vokset op i Europa, og som eventuelt har været i terror-træningslejre i Pakistan. Pakistan er således allerede destabiliseret i en grad, så det nu er her, at al-Qaeda har base. Samtidig har Irak – efter den amerikansk-ledede invasion i 2003 – udviklet sig til en stor levende træningslejr for al-Qaedas hellige krigere.

Men selv hvis man godtager regeringens forklaring og anerkender risikoen for, at Afghanistan igen bliver en terrorrede, kan man – som Dansk Folkeparti gør det igen og igen – spørge, hvorfor soldater fra Danmark og de andre NATO-lande så ikke satser massivt og målrettet på at udrydde Taleban-militsen en gang for alle?

Også her har regeringen svaret parat: Ikke engang en militær mastodont som NATO kan udrydde en oprørsbevægelse som Taleban, medmindre NATO får lokalbefolkningen over på sin side. Og derfor satser Danmark så kraftigt på genopbygning og små og større projekter til gavn for den afghanske civilbefolkning.

DET ER BARE EN LANGT SVÆRERE OPGAVE, end man skulle tro, fremgår det af regeringens ny rapport. For nok er Afghanistan et af de hårdest ramte udviklingslande i verden, og afghanernes behov for bistand er enorm, men problemet er, at en del af afghanerne ikke vil have vores hjælp og ligefrem bruger våben og terror for at slippe for den.

Denne modstand er størst lige dér, hvor de danske soldater opererer, og det volder store problemer at komme modstanden til livs. Afghanerne i den sydlige del af landet er traditionelt skeptiske over for omverdenens indblanding, og selv om det forekommer paradoksalt, at danske soldater skal sætte livet på spil for at give u-landsbistand til folk, der ikke vil have den, så er der ifølge udenrigsministeren og forsvarsministeren ingen vej udenom.

ER DET OVERHOVEDET vores bord at skabe udvikling i Afghanistan, kan man selvfølgelig spørge som dansker. Skal vi sætte soldaters liv på spil for det?

Ja, for hvis Afganistan ikke kommer ind i en moderne udvikling, hvis landet regeres af Taleban, og hvis NATO må rykke ud på grund af manglende opbakning i offentligheden, så vil al-Qaedas træningslejre genopstå, og Vesten vil få endnu flere terrorister imod sig.