Tyskland fraråder rejser til Region Hovedstaden
Det tyske Udenrigsministerium har opdateret sin liste for risikoområder for covid-19. På listen er nu Region Hovedstaden, som tyskerne frarådes at besøge.

Det tyske Udenrigsministerium har opdateret sin liste for risikoområder for covid-19. På listen er nu Region Hovedstaden, som tyskerne frarådes at besøge.

Når udenlandske turister trækker mod København og Bornholm for at nyde sommervarmen, vil det formentlig være med en mindre repræsentation af vores tyske naboer i den næste tid.
Tyskland har fredag udpeget nye områder til risikolisten for coronasmitte, og her er Region Hovedstaden iblandt. Det fremgår af hjemmesiden for Robert Koch Institut, der svarer til Statens Serum Institut.
Det sker som følge af en tysk bekymring over smittetallene i den danske region, der blandt andet omfatter de kommuner herhjemme med højest incidenstal, København og Frederiksberg.
Også herhjemme lyder danske advarsler fra Københavns Kommune om nye nedlukninger og restriktioner, hvis smittetallene fortsætter med at stige. I løbet af de seneste syv dage har der alene i Københavns Kommune været 1.670 nye smittetilfælde.
Det danske indtog på den tyske liste betyder, at det tyske udenrigsministerium fraråder tyskere at besøge regionen. Tyske borgere, der alligevel foretager besøget, og som rejser hjem over landegrænsen, skal testes, hvis de ikke er vaccineret eller allerede har været smittet med covid-19.
På den opdaterede risikoliste i Tyskland er også Færøerne, Holland og Grækenland. Klassificeret som områder med særlig høj forekomst er de populære feriedestinationer Portugal og Cypern. Her møder tyskerne en karantæneperiode på fem til ti dage, hvis de ikke er vaccinerede eller har været smittet inden rejsen.
Også det danske udenrigsministerium har farvet flere populære feriedestinationer gule. Heriblandt de spanske regioner Madrid, Mallorca og Ibiza.