»Tyskernes forhold til holocaust er en katastrofe«

Nye generationer af tyske jøder har baseballbat stående ved døren, siger forfatteren Mirna Funk, der er en markant stemme i den tyske debat. Hun mener ikke, at tyskerne har taget livtag med deres egen antisemitisme.

Mirna Funk. Foto: Malene Lauritsen. Fold sammen
Læs mere

Når Tyskland ofte bliver rost for et gennemgribende og effektivt opgør med nazitidens forbrydelser, er der tale om en farlig illusion.

»Tyskernes forhold til holocaust er en katastrofe. Hvis tyskerne bilder sig ind, at de har taget livtag med historien, er det totalt bullshit,« siger den tysk-jødiske forfatter til Berlingske.

35-årige Mirna Funk har været en markant stemme i den tyske debat om jødisk liv i Tyskland siden 2015, da hun udgav romanen »Winternähe« (Vinternærhed, red.) om den unge tysk-jødiske kvinde Lola, der i sin dagligdag i Berlin kæmper mod antisemitiske fordomme fra fremmede, kolleger og venner.

Berlingske møder Funk på en fortovscafé i den mondæne berlinerbydel Prenzlauer Berg på en eftermiddag, hvor antisemitisme og holocaust godt kunne forekomme som spøgelser fra en fjern fortid. For Mirna Funk ser virkeligheden dog radikalt anderledes ud.

»Der findes en kæmpe-antisemitisme i Tyskland, og den er blevet værre. Efter Anden Verdenskrig var det sådan, at det ikke var særligt smart at være antisemit. Men det betød ikke, at folk ikke fortsat havde antisemitiske forestillinger – om jødernes verdensherredømme og så videre. Man behøver bare at se sig om,« siger Mirna Funk.

En spadseretur gennem Berlin kunne ellers forlede naive sjæle til at tro, at Tyskland anno 2016 er på vagt over for tegn på antisemitisme. Byen er overstrøet af mindesmærker, der symboliserer nazisternes mord på jøderne.

I 1992 begyndte kunstneren Günter Demning at nedlægge små messingplader – de såkaldte Stolpersteine – med navnene på berlinske jøder, der blev sendt til de nazistiske udryddelseslejre, i byens fortove.

I 2003 indviede den amerikanske arkitekt Peter Eisenman efter henvendelse fra den tyske stat det såkaldte »Mindesmærke for Europas myrdede jøder«, der i dag er en turistattraktion blot få hundrede meter fra den tyske forbundsdag.

Både holocaust-monumentet ved Brandenburger Tor og de mange tusinde Stolpersteine er efter Funks mening oplagte eksempler på en særlig tysk mindekultur, der som en tynd fernis dækker over en grundlæggende manglende interesse i de nulevende tyske jøder.

»Enten lader man som om, de alle sammen er døde. Eller også viser man interesse i dem, der rent faktisk er i live nu,« siger Funk.

Mirna Funk skildrer i sin prisbelønnede roman »Winternähe«, hvordan den unge tysk-jødiske kvinde Lola må give køb på sin egen naive forestilling, da arbejdskolleger lufter antisemitiske teorier om ejerne af en dyr kontorbygning. Den oplevelse har hun hentet fra sit eget liv, forklarer Mirna Funk med vrede i stemmen. »Der var tale om dannede mennesker, der hævdede, at kontorlokalerne tilhørte grådige jøder.«

Moderne antisemitisme stammer dog ikke kun fra etniske tyskere. Indvandring fra Mellemøsten har medført en stigning i forekomsten af antisemitiske tilfælde i Tyskland. I 2014 advarede Tysklands Jødiske Centralråd om risikoen ved at bære synlige jødiske kendetegn i bydele som Neukölln, hvor koncentrationen af arabiske indvandrere er særligt høj.

Senest har tyske medier rapporteret om en episode i begyndelsen af november, hvor to berlinske togkontrollører af »sydlandsk udseende« pågreb en israelsk turist uden gyldig billet og derefter omtalte ham som et »jødisk svin«.

Mens antisemitismen blandt arabere er et tydeligt problem for europæiske jøder, er Mirna Funk tilsvarende bekymret for den manglende historiebevidsthed blandt unge tyskere.

»Tyskerne har bildt sig selv ind, at de har taget vanvittigt godt fat om vores egen historie,« siger Mirna Funk. »Først da den amerikanske TV-serie »Holocaust« blev sendt i firserne, begyndte vesttyskerne sådan bare lidt at snuse til, hvad der var tale om.«

Da hun for nylig besøgte Goethe-instituttet i Bruxelles for at læse op af sin roman op, slog det hende, at de fremmødte tyske tilhørere udviste en forbløffende mangel på grundlæggende viden om det nazistiske folkemord.

»De sagde alle sammen: Alt, hvad jeg kan huske fra historieundervisningen, er holocaust, holocaust, holocaust. Men da jeg talte om Shoah (det hebraiske ord for holocaust, red.), spurgte de: »Hvad er det?«.

»Hvis jeg påstår, at jeg i min skoletid kun har modtaget undervisning om holocaust og ikke kender shoah-udtrykket, er det naturligvis noget pjat,« siger Mirna Funk.

Selv har Mirna Funk næsten samtlige blodige kapitler i Tysklands nyere historie tæt inde på livet. Hendes oldefar, den kommunistiske forfatter Stephan Hermlin, tilbragte krigen som flygtning i Palæstina, Frankrig og Schweiz og vendte først i slutningen af 40erne tilbage til Tyskland. På grund af sine kommunistiske sympatier valgte han at slå sig ned i DDR, hvor han blandt andet blev kendt for sit holocaust-digt »Asken fra Birkenau« fra 1965.

»Det interessante er, at der naturligvis først og fremmest var tale om jødiske kommunister, der bevidst vendte tilbage på grund af deres kommunistiske idealer. Når det gælder spørgsmålet om religiøsitet, var de naturligvis mere kommunister end jøder,« forklarer Funk.

»Jøderne i DDR var mindre rodfæstede i deres jødiske identitet end eksempelvis de vesttyske jøder. Der var ikke deciderede jødiske samfund.«

I dag insisterer Mirna Funk som sin oldefader på, at kulturskabende jøder er en væsentlig og vigtig del af det tyske samfund. Derfor bliver hun også fortørnet, når hun hører andre jøder kaste sig over en særlig tysk tendens til at efterlyse jødisk kulturliv i Tyskland anno 2016.

I 2015 tog Funk til genmæle med et angrebslystent indlæg i ugeavisen Die Zeit.

»Denne tekst vil vise, at Hitler ikke vandt. At vi findes, vi kulturjøder, som Tyskland angiveligt savner. Og at Tyskland, hvis man for alvor savnede os på den måde, som det altid påstås, ville vide, at vi allerede er her.«

Dermed ville Funk korrigere den kendte jødiske forfatter Maxim Biller, der ved flere lejligheder har skældt ud på efterkrigsgenerationen af tyske jøder som en flok opportunister uden intellektuelle ambitioner. Funks harmdirrende svar til Biller vakte opsigt, fordi hun ikke blot pegede på den udbredte antisemitisme i Tyskland, men også på den manglende bevidsthed om jødisk identitet blandt de nulevende børnebørn af holocaust-overleverne.

»Da Biller skrev, at tredjegenerationsjøderne kun er blevet læger og advokater og forsømmer deres intellektuelle og kulturelle ansvar, tog jeg det som en anledning til at sige: Prøv at se ud over dit eget snæversynede univers,« siger Mirna Funk, der i Die Zeit blandt andet fremhævede arkitekter, kunstnere og debattører i sin egen omgangskreds.

»Der findes jøder i tredje generation, der er meget stærkt interesserede i intellektuelle emner. Og det er allerede en stor forskel.«

Af samme grund lægger Funk også afstand til tyske andengenerationsjøder som eksempelvis journalisten og forfatteren Henryk Broder, der selv er barn af holocaust-overlevere. Som polemisk klummeskribent for blandt andet avisen Die Welt er Broder blevet en kendt stemme i det tyske debatlandskab, blandt andet med en hård kritik af kansler Merkels asylpolitik.

Hvor store dele af det tyske samfund ser Broder som en skarptunget kritiker, er han for Funk et symptom på, at den nye generation overses.

»Min generation får overhovedet ingen stemme. Ingen interesserer sig for nye synspunkter, slet ikke i de tyske medier. Her inviterer man hellere Henryk Broder ind for hundredtusinde gang og lader ham sige det sædvanlige endnu en gang.«

Mens et stigende antal franske jøder i de senere år har forladt Europa til fordel for Israel som en reaktion på stadig mere udbredt antisemitisme, ser Mirna Funk aktuelt ingen grund til at forlade Tyskland. De tyske jøder er mere villige til at slå fra sig i både fysisk og overført forstand. De er modigere og mere kontrære end deres forældre, der først og fremmest ønskede at sikre sig det omgivende samfunds accept.

»Mange jøder fra den anden generation af overlevere vendte tilbage til Tyskland efter krigen og ville tilpasse sig, men de svarede på tilpasningstrangen med angst,« siger Mirna Funk.

»Mens den anden generation har masser af låse på døren, har den tredje generation måske i højere grad et baseballbat stående ved døren. Vi har en større vrede og mindre trang til at tilpasse os.«