Tyske stenkastere har næppe været på spil i Danmark

Dansk politi mangler stadig det store gennembrud i en sag, der i 2016 kostede en tysk kvinde livet.

De to tyske teenagere, der har tilstået at stå bag en række stenkast fra motorvejsbroer i Tyskland, har ikke forbindelse til stenkast i Danmark.

Det fortæller Thorkild Petersen-Thrö fra Flensborg til JydskeVestkysten.

»Det er korrekt. Det kender vi intet til. Så vidt vi ved nu, er alle deres kast med sten sket her syd for grænsen,« siger statsadvokat Thorkild Petersen-Thrö fra Flensborg til avisen.

Dermed mangler dansk politi stadig et gennembrud i sagen fra Fyn fra 2016.

Her var en tysk familie på vej hjem fra ferie, da deres bil blev ramt af et stenkast, der udover at dræbe moren invaliderede faren.

JydskeVestkysten skriver, at de to tyskere har indrømmet at stå bag en lang række stenkast fra broer på både A7 og omfartsvejen B200. Senest 8. maj, hvor en dansk kvindelig bilist blev ramt og kom alvorligt til skade.

Hun er dog nu uden for livsfare.

Mændene er sigtet for drabsforsøg af de tyske myndigheder.

/ritzau/