Tysk politi overdrager 17-årig sigtet for vild fangeflugt

Flere mistænkte i en sag om en dramatisk fangeflugt er blevet anholdt i udlandet og bragt tilbage til Danmark.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Tyskland har overdraget en 17-årig dreng til dansk politi.

Han er sigtet for at have medvirket til en dramatisk fangeflugt fra den retspsykiatriske afdeling på Slagelse Sygehus i november.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Han fremstilles fredag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

En række personer, der er sigtet i sagen, er blevet anholdt i udlandet. Med overdragelsen af den 17-årige dreng er de alle bragt tilbage til Danmark.

Det var Hemin Dilshad Saleh, der i november lykkedes med at flygte fra den retspsykiatriske afdeling i Slagelse.

Han er en ledende skikkelse i bandegrupperingen NNV og var varetægtsfængslet i surrogat.

Den 19. november stak han af ved en spektakulær flugtaktion. På den psykiatriske afdeling fik han besøg af en person, som angiveligt havde købt kage med til kaffen. Men i kageæsken lå to pistoler.

Mændene truede personalet med pistolerne, og for at understrege alvoren i truslerne affyrede de et skud ned i gulvet.

Derefter lykkedes det dem at slippe ud fra sygehuset.

Hemin Dilshad Saleh er stadig på fri fod.

/ritzau/