Tysk opsvingsbølge skyller ikke ind over Danmark

Den tyske økonomi er inden i en optursperiode, og importen stiger hastigt, men den danske eksport er ikke øget, og Danmark taber markedsandele i nabolandet.

Tysklands økonomi er på vej frem, men Danmark har ikke formået at øge eksporten til nabolandet og tage del af den tyske optur, viser en analyse lavet af Danske Bank.

- Det skyldes formodentlig, at vores eksportvirksomheder mangler kapacitet, fordi det går så stærkt i dansk økonomi, som det gør i øjeblikket. Det, vi kan glæde os over, er, at hvis vi får en økonomisk tilbagegang i dansk økonomi, så spænder det her lidt et sikkerhedsnet ud under økonomien. Får vi for eksempel stigende ledighed, så vil eksporten kunne tage over, for så betyder kapacitetspresset ikke længere så meget, og så er der basis for at øge vores eksport, forklarer chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian til Ritzau.

Tysklands import var i juni steget med 25 procent i forhold til niveauet i 2005. Tyskland er dansk erhvervslivs største eksportmarked. /ritzau/