Tys-tys-kilden erkender sig skyldig

Tys-tys-kilden vil ikke anke skyldsspørgsmålet i sagen om Se og Hørs brug af kreditkortoplysninger. Han erkender dermed indirekte sin medvirken, men går efter nedsat straf.

Foto: Kasper Palsnov. Den såkaldte Tys-tys-kilde fra Se og Hør-sagen vælger ikke at anke sin dom, oplyser hans forsvarer.
Læs mere
Fold sammen

Den meget omtalte tys-tys-kilde fra sagen om Se og Hør vil ikke anke sin dom – det oplyste hans forsvarer onsdag.

Kilden PH var central i sagen om ugebladets snagen i kendte danskeres privatliv.

Han arbejdede som IT-specialist og skaffede sig ad den vej adgang til Nets’ informationer om de berørtes kreditkort. Den følsomme viden blev siden sendt videre til reportere fra Se og Hør formedelst et beløb på omkring 10.000 kr. om måneden.

PH arbejdede fra 2007 for IBM og blev fritstillet i maj 2012 i forbindelsen med en større omstrukturering.

Misbruget af oplysninger fandt sted i samme periode.

Han skal ifølge sagsakterne have fremskaffet oplysninger »ikke under 662 gange«.

Ugebladets viden om kongelige og kendte skikkelser fra medier og showbusiness var et mysterium for de involverede i årevis og førte til mange mistanker og anklager i miljøet.

Den havde berørt alt fra prins Joachim til komikeren Casper Christensen, TV-værten Line Baun Danielsen, cykelrytteren Bo Hamburger, politikeren Morten Helveg Petersen og mange andre.

Sagen blev kendt i april 2014 ved udgivelsen af journalisten Ken B. Rasmussens nøgleroman »Livet, det forbandede« og kom for retten i efteråret 2016.

To af de sigtede blev idømt ubetinget fængsel: Henrik Qvortrup fik som tidligere chefredaktør tre måneders afsoning. Og kilden fik så et år og seks måneder.

Tre andre sigtede i sagen fik enten betinget fængsel, samfundstjeneste eller begge dele. En blev helt frifundet.

Tys-tys-kilden selv erkendte store dele af de faktiske omstændigheder dengang, men nægtede sig skyldig. Den vurdering er siden ændret. PH vil ikke anke selve skyldsspørgsmålet, har forsvareren, Michael Juul Eriksen, meddelt. »Han accepterer dommen,« siger Michael Juul Eriksen. »Men han synes jo ikke, det er rimeligt, at han skal straffes væsentligt hårdere end de andre.«

Tys-tys-kilden vil derfor gå efter en betinget dom – ligesom de fleste andre i sagen fik.

Landsretten har afsat en enkelt retsdag til sin vurdering strafudmålingen og behandler sagen 8. august.