Typen som smækker med døren i raseri

Grundig, dygtig, etisk, strategisk og genetisk konservativ. Pia Christmas-Møller havde det meste. Kemien var bare ikke rigtig, hun var for uforudsigelig og mange frygtede hendes temperament, selvom ingen havde troet, at hun kunne blive rasende nok til at forlade det parti, hun er »født« ind i.

Glade dage i 1998. Pia Christmas-Møller sammen med Kaj Ikast, Flemming Hansen og Bendt Bendtsen. Arkivfoto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

»Jeg er nok typen, som går og samler brænde. Derfor skal jeg blive bedre til at gå ud med kritik lidt hurtigere, så det kommer af vejen. Men jeg er bestemt ikke typen, som smækker med døren i raseri.«

Sådan lød det selvransagende i 1999 fra den daværende politiske leder for Det Konservative Folkeparti, Pia Christmas-Møller, efter at anonyme folketingsmedlemmer havde luftet deres frygt for hendes temperament.

I går havde hun så alligevel ophobet tilstrækkeligt til en gevaldig eksplosion og et bittert exit fra det parti, hun på det nærmeste er født ind i og har knoklet for i mere end 30 år.

Kun de allernærmeste – blandt andre veninden siden de tidlige år i KU, klimaminister Connie Hedegaard – havde ifølge Berlingske Tidendes oplysninger lugtet lunten og efter sigende brugt de forudgående dage på at forsøge at forhindre katastrofen.

Der blev i partitoppen joket med, at det med at forlade skuden godt nok kunne ligge i generne hos den 46-årige midtjyde, hvis farfars bror – den tidligere Konservative partiformand, John Christmas-Møller – foretog en lignende manøvre i efterkrigstiden.

Men holdningen var, at Pia Christmas-Møller trods alt var så ærkekonservativ og knyttet til partiet på så mange leder og kanter, at hun nok ville rase ud – men ikke melde sig ud.

De tog fejl.

At partiledelsen oven på valget i november fjernede hende fra den centrale post som politisk ordfører var dråben efter en lang række af forbigåelser og degraderinger, der tog sin begyndelse, da Pia Christmas-Møller i 1999 blev gået som politisk leder og måtte overlade førersædet til den relativt ukendte politimand fra Fyn, Bendt Bendtsen.

Pia Christmas-Møller havde selv – som den første kvinde i partiets historie – overtaget posten efter Per Stig-Møller blot halvandet år tidligere som et kompromis, der skulle skabe ro, efter at fløjkrige havde præget partiet op gennem 90erne.

Hun havde på det tidspunkt allerede siddet i Folketinget i 11 år og bestridt en række tunge poster som finans- og kommunalordfører og opnået respekt som en engageret og kompetent politiker, der var bedre inde end de fleste i selv de mest komplicerede sager.

Ingen tvivlede på hendes hengivenhed for det konservative livssyn, og hun var kendt for at knokle til langt ud på natten, for en fremragende hukommelse og et stort overblik.

Til gengæld havde hun i manges øjne aldrig formået at slå endeligt igennem i medierne, og hun blev betragtet som en, der havde svært ved at levere de hurtige punchlines og de folkelige optrædender.

Panikløsning
Den tidligere partiformand, Hans Engell, kaldte hende en panikløsning, og hun fik som nævnt heller ikke mere end nogle »surrealistiske måneder« ved magten, som hun selv beskrev det.

Kritikere savnede synlig ledelse og visioner, samtidig med at hun blev betragtet som uforudsigelig.

Helt tilbage til sine teenageår var hun blevet rost for sit mod til at tage opgør med etablerede konservative, men som politisk leder blev hun til tider en sten i skoen på den borgelige blok – bl.a. efter at have kritiseret en finanslov, partiet selv var en del af, og ved overraskende at have argumenteret for højere løn og mere frihed til de offentligt ansatte forud for overenskomstsforhandlingerne.

Også hendes temperament var et problem.

»Hun tager ikke de nødvendige konfrontationer mand til mand. I stedet hober de sig op, indtil hun eksploderer og er parat til på arrogant vis at latterliggøre folk,« lød det bl.a. fra en anonym partifælle, mens manden, der i dag er en af årsagerne til, at hun forlader partiet, dengang bakkede loyalt op.

»Hun er en god leder. Hun hører på, hvad der bliver sagt, og ordførerne får utrolig god plads til fri udfoldelse,« sagde den daværende retsordfører, Bendt Bendtsen.

Opgav modstand
I 1999 indså Pia Christmas-Møller, at der ikke var nogen grund til at kæmpe imod, da partiformand Poul Andre­asen meddelte hende, at hun godt kunne forberede sig på en fyring, og hun måtte acceptere en post i anden række som EU-ordfører, og kort tid efter måtte hun vige pladsen for Lene Espersen og i stedet kalde sig socialordfører.

Mange beskrev hende som bitter og skuffet i den periode, men hun knoklede videre, og i 2001 steg hun igen lidt i graderne, da hun efter den borgerlige valgsejr blev udnævnt til politisk ordfører for partiet.

Flere beskriver i dag desuden, at hun på det mere personlige plan blomstrede op, efter at hun i 2002 gennemgik en kompliceret operation, der skaffede hende af med hendes store, fysiske handicap: Hendes indtil den dag karakteristisk krumme ryg.

Pia Christmas-Møller optrådte med ny energi, og flere kilder mener, at hun begyndte at sætte næsen op efter ministerposter, men efter valget i 2005 måtte hun nøjes med at tilføje titlen som udenrigspolitisk ordfører, og da Fogh (V) og Bendtsen igen rokerede, måtte hun se sig overhalet indenom af den ret ukendte Carina Christensen.

Når kilder i partier skal pege på årsagerne, beskriver de dels den lidt dårlige kemi i forhold til både andre konservative og embedsmænd i regeringen og det platoniske og »forretningsmæssige« forhold til Bendt Bendtsen.

Pia Christmas-Møller har under VK-regeringerne været i indercirklen, uden at være helt tæt på partiformanden, og flere udtrykker, at ledelsen hele tiden har haft en manglende tro på Pia Christmas-Møllers folkelighed.

Hendes temperament koger stadig over – specielt når hun taler med journalister og sekretærer – og selv om hun også i dag får skudsmålet grundig, dygtig, etisk og en god strateg, så har hun ifølge flere konservative manglet forståelse for partiets behov for at navigere i forhold til Venstre og Dansk Folkeparti.

Hun har flere gange lagt afstand til støttepartiet, og selv statsministeren fik en tur, da han opfordrede ministrene til at offentliggøre privatøkonomiske forhold. Hendes nylige enegang i forhold til en afstemning om EU-traktaten understregede for mange, at hun er uforudsigelig.

At der var noget om snakken fik de bekræftet, da hun i går drog den yderste konsekvens og brød VKO-flertallet.