Tvivlsom opbakning til Marianne Jelved

Opbakningen fra de radikale vælgere til, at Marianne Jelved skal fortsætte som partiets leder, er langt fra entydig.

Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

En meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen, viser, at en tredjedel af R-vælgerne ikke udpeger Jelved som partiets rette frontfigur.

Meldingen kommer efter ny intern ballade og beskyldninger mod Jelved for at være for enerådig.

»Det er bestemt interessant, at så relativt stor en andel ikke kan svare bekræftende på, at Jelved er den rette leder, når man tænker på, at det kun er kort tid siden, at partiet sagde, at man ville køre valgkamp på, at Jelved skulle være statsminister,« siger Henrik Qvortrup, politisk kommentator og chefredaktør på Se & Hør til Børsen.

Målingen fra Greens viser, at mens 68 pct. af de radikale vælgere siger, at de mener, Jelved er den rigtige i spidsen for partiet, siger 17 pct. direkte nej, mens 15 pct. svarer »ved ikke«.

Kilde: Børsen