Tvangsmedicinering i psykiatrien slår rekord

Tvangsmedicinering af psykiatriske patienter var på sidste år på sit højeste niveau i al den tid, myndighederne har offentliggjort tal for brugen af tvang.

Antallet af psykiatriske patienter, der sidste år blev tvunget til at tage medicin mod symptomer på deres sygdom, er det højeste i al den tid, myndighederne har offentliggjort tal for brug af tvang i psykiatrien. Det skriver Politiken.

Ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut valgte læger på psykiatriske afdelinger sidste år at tvangsmedicinere 652 patienter. Og det er altså det højeste niveau, siden myndighederne i 2001 begyndte at offentliggøre tallene.

»Det er stærkt foruroligende. Der er tale om højpotente stoffer, som kan være farlige,« siger udviklingskonsulent i Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere Karl Bach Jensen til Politiken.

I 2001 var tallet 573, og siden er det steget støt.

Det er især patienter med skizofreni og psykoser, som bliver tvangsmedicineret, og de får typisk antipsykotisk medicin, skriver Politiken.

Generalsekretær Thorstein Theilgaard fra pårørendeforeningen Bedre Psykiatri er »målløs« over udviklingen. Han påpeger over for avisen, at også brugen af tvangsfiksering og langvarige fastspændinger er taget til. Derfor må politikerne stramme op på reglerne for brug af tvang, mener han.

Speciallæge i psykiatri og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Thomas Middelboe mener, at udviklingen skyldes, at der er blevet nedlagt så mange sengepladser i psykiatrien, at man som patient skal være meget syg for at blive indlagt. Og netop meget syge patienter må oftere tvinges til at tage medicin, siger han.

Regeringen har med Venstre og de Konservative sat et mål om frem mod år 2020 at halvere brugen af tvang på psykiatriske afdelinger.