Tusindvis marcherer for fri hash i København

Lørdag ventes op mod 9.000 at gå gennem København for retten til at ryge en fed. Både Sundhedsministeriet, Christiansborg og ikke mindst Berlingske er blandt stoppene på ruten.

ARKIVFOTO. Global Marijuana March i København lørdag 4. maj 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lørdag lægger København asfalt og brosten til, når op mod 9.000 går på gaden for at opfordre til fri hash.

Demonstrationen, kaldet »Global Marijuana March«, begynder på Christiania klokken 14:00 og når forbi både Christiansborg, Den Jamaicanske Ambassade og også Berlingske. Blandt talerne er flere politikere, heriblandt Venstres folketingskandidat Kåre Traberg Schmidt (V) samt SFs ditto Carl Valentin (SF).

Budskabet med marchen, der er del af en international begivenhed i 848 byer verden over, er såre simpelt: Legalisér cannabis. Det fortæller arrangøren og konferencier ved arrangementet, Klaus Trier Tuxen.

»Hash er et dejligt middel, som ikke burde være ulovligt at bruge, sælge dyrke,« siger han.

Blandt stoppene på ruten er Sundhedsministeriet. Det er der en ganske særlig grund til, betoner Klaus Trier Tuxen, der også er spidskandidat for Hampepartiet, der har været opstillet i København ved de seneste valg.

»Mange syge må ikke selvmedicinere med cannabis, selv om det virker. Foran ministeriet holder Tine Liechti fra Medicinsk Cannabis Forening Danmark en tale. Hun dyrker cannabis til sin far, som har prostatakræft,« siger arrangøren.

Også medierne er på dagsordnen. I Pilestræde, ude foran Berlingske, gøres der holdt, hvorefter Klaus Trier Tuxen vil tage ordet. I programmet står der, at han vil give en opsang for omtalen af cannabis.

»Medierne er blevet meget bedre, når de omtaler hash. Nu kalder de det ikke længere »narko« og rygere for »narkomisbrugere,« siger han.

»Men medierne bestemmer mere end politikerne, og derfor bør de omtale cannabis endnu bedre,« tilføjer Klaus Trier Tuxen.

Men er det ikke forkert at fortælle medierne, hvad de skal skrive om?

»Nej, det er bare en venlig opfordring, et venligt vink med en vognstang.«

Efter Berlingske går turen videre til Københavns Byret på Nytorv, hvor advokat Poul Hauch Fenger siger et par ord om Danmarks største hashsag, der blev afsluttet i marts 2015. Sagen, der blev dækket massivt i medierne, endte med fængsel til samtlige tiltalte på mere end 220 år i alt.

Demonstrationen slutter af tilbage på Christiania, hvor der efterfølgende er fest med livemusik. Det er 17. år, marchen afholdes i Danmark.