Tusindvis af danskere overnatter under åben himmel

Naturstyrelsen øjner ny rekord for antallet af overnatninger på statens lejrpladser.

130.000 danskere har lagt billet ind på at overnatte på Naturstyrelsens lejrpladser i årets første halvår. Styrelsen venter, at 2018 kommer til at sætte ny rekord. Flemming Krogh/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne er tilsyneladende vilde med at sove med frit udsyn til stjernehimlen.

I løbet af årets første halve år har 130.000 personer lagt billet ind på at overnatte på Naturstyrelsens lejrpladser.

For hele 2017 var tallet 165.000, og dermed er 2018 ifølge Naturstyrelsen godt på vej til at blive et rekordår.

»Det ser enormt positivt ud. Vi tror, at vi når op på 2017-tallet, før sommerferien er færdig.«

»Det er vi rigtig glade for, for vi vil gerne have folk ud i det fri. Det er dét, statens naturarealer er til for,« siger kontorchef i Naturstyrelsen Mads Jensen.

De store lejrpladser, som kræver booking på forhånd, er først og fremmest beregnet til større grupper af mennesker.

Det kan eksempelvis være spejdere, skoler og børneinstitutioner.

Der er også adskillige mindre lejrpladser og shelters på statens naturområder, hvor man bare kan møde op og se, om der er plads.

Desuden kan man altid slå sit eget telt op for en enkelt nat i over 200 statsskove over hele landet, hvor der er fri teltning.

Kontorchefen vurderer, at flere danskere har fået øjnene op for, at naturen kan noget særligt.

»Man kan få noget af det, som man måske ikke kan få i byen, hvor mange jo bor - stilhed, nærvær og tid til at snakke med familien eller venner,« siger Mads Jensen.

Det er i øvrigt lejrpladserne på Sjælland og øerne, der er mest rift om.

Antallet af bookinger i Østdanmark er dobbelt så stort som det tilsvarende antal i Vestdanmark - selv om antallet af lejrpladser er ligeligt fordelt mellem landsdelene.

Kontorchefen tror, at den store interesse for at overnatte i det fri er kommet for at blive.

»Det her er ikke bare en trend i 2018. Vi har kunnet se, at interessen har været stigende de senere år, også år hvor vejret har været knap så fantastisk som nu,« siger Mads Jensen.

Man kan booke plads på de større lejrpladser via Naturstyrelsens hjemmeside.

/ritzau/