Tusindvis af danske kvinder ofre for æresbegreber

De skal tvangsgiftes, må finde sig i vold, indespærring – og de må ikke blive skilt . Tusindvis af unge kvinder er ulykkelige ofre for de strenge æresbegreber, der hersker i talrige familier med indvandrerbaggrund.

Tahira Tabassum på et klassebillede. Hun sidder på første række længst til venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV2

De skal, men vil ikke.

Det er sagen i en nøddeskal for tusindvis af ofte meget unge danske kvinder, der er ulykkelige ofre for de strenge og i vestlig forstand stærkt forældede normer og æresbegreber, der hersker i talrige familier med indvandrerbaggrund.

Det vurderer Anne Mau, der er sekretariatsleder i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

»Vi taler ikke om tusind men om mange tusinde unge piger og kvinder, som er ofre for æresrelateret vold i Danmark. Vi ser desværre kun toppen af isbjerget, selvom et stigende antal kvinder, ofte med fare for deres eget liv, får mod til at søge om hjælp,« siger hun.

I 2007 modtog alene LOKKs sekretariat ca. 350 henvendelser fra unge kvinder, der søgte om hjælp i forbindelse med æresrelateret vold. Men dertil kom et endnu større antal henvendelser, der blev rettet til andre, herunder kommuner, Mødrehjælpen, de enkelte kvindekrisecentre, Børns Vilkår og lignende.

Henvendelserne drejer sig om f.eks. indespærring, isolation, følelsesmæssig afpresning, fysisk afstraffelse, trusler om fysisk bortførelse eller dumpning i det oprindelige hjemland. Og næsten hver gang er forklaringen, at de unge kvinder har modsat sig et tvangsægteskab eller en genopdragelsesrejse, ønsker at blive gift eller være kæreste med en person, der opfattes som uværdig af deres familie, eller fordi de ønsker at blive skilt fra den mand, som de i sin tid blev tvangsgift med.

»Man skal tænke på, at i de her familier har man ikke tradition for at gå ud med sine problemer. Det gør, at der skal meget til, før de her piger henvender sig, for allerede der overskrider de tærsklen for familiens ære og løber dermed en personlig risiko. Derfor ser vi kun toppen af isbjerget,« forklarer Anne Mau, der kalder problemet »bekymrende stort«.

Siden august 2006 har de enkelte politikredse haft pligt til at indberette sager, der relaterer sig til familiers æresbegreber. I de 20 måneder, der er gået frem til udgangen af marts i år, har man i Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center (NEC) modtaget 222 af den slags rapporter svarende til ca. 130 om året.

»Det kan typisk dreje sig om et ungt par, der er blevet kærester imod deres forældres vilje, og som af samme årsag har forladt deres hjemegn. Så retter parret henvendelse til politiet et sted i landet, og når vi så ser nærmere på sagen, viser det sig, at de er eftersøgt af deres familier som forsvundne. Så ved vi, at vi skal agere,« siger chefen for NEC, kriminalinspektør Kim Kliver.

Ifølge kriminalinspektøren går opgaven efterfølgende ud på ud på at sikre de unge mennesker mod overgreb og via en konfliktmægling gøre et ihærdigt forsøg på, at de ikke helt mister kontakten til deres familier.

»Ofte inviterer vi den involverede familie til en samtale på politistationen sammen med de sociale myndigheder. Vores opgave i den forbindelse er først og fremmest at understrege kraftigt over for familien, at politiet ser på sagen med stor alvor, og at det er vigtigt, at situationen ikke udvikler sig så grelt, at den udarter sig til overgreb,« forklarer Kim Kliver.

Det er imidlertid ikke altid, at det lykkes at skabe en situation, der er holdbar for de unge og ulykkelige kvinder. Adskillige gange om året må kommuner således hjælpe unge kvinder, der frygter for deres liv og førlighed, med simpelthen at gå under jorden. Det gælder i kommuner som Vejle, Odense og Ishøj. I sidstnævnte kommune har man inden for de seneste to år i fire tilfælde hjulpet kvinder med at finde en hemmelig bopæl. Alle sager drejede sig om kvinder, der havde været udsat for personlig isolation samt trusler om vold, drab og om at miste deres børn, viser information, som Berlingske Research har indhentet.

I Odense bekræfter man endda, at man i enkelte sager er gået så vidt som til at hjælpe kvinder med at få et helt andet navn for at sikre dem mod voldelige overgreb.

Kim Kliver ønsker hverken at be- eller afkræfte, om politiet er behjælpelige med at forsyne særligt udsatte kvinder med en helt ny identitet. Men han understreger, at det så vidt muligt ikke bør komme så vidt.

»Det er jo ikke særligt farbart for kvinden, hvis man blot forsyner hende med et nyt fængsel. Hun har brug for sit sociale netværk, så fokus bør rettes mod konfliktmægling, så der kan bevares i hvert fald en vis form for kontakt,« siger han.