Tusinder sendt hjem i karantæne efter »harrytur« til Sverige

Trangen til at handle over grænsen er større end truslen om 14 dages hjemmekarantæne.

Grænsekontrol på den norske side af den norsk-svenske grænse ved Svinesund.  NTB Scanpix

Det er ikke ulovligt at krydse grænsen til Sverige, men det er en rigtig dårlig idé i disse coronatider.

Sådan lød budskabet fra norsk politi til nordmændene før påsken. Alligevel er beskeden tilsyneladende blevet overhørt af mange nordmænd.

I hvert fald har politiet i Norge ved tre grænseovergange til Sverige i løbet af påskeugen kontaktet over 2.000 landsmænd på vej hjem fra det svenske med besked om, at de kunne køre direkte hjem i 14 dages hjemmekarantæne.

Ifølge de norske myndigheder udløser en tur til Sverige automatisk 14 dages karantæne, medmindre turen er nødvendig for at pendle til og fra arbejde i Sverige, eller turen finder sted som en endagstur for at tilse sommerhus eller hytte i det svenske uden indkøb eller kontakt med lokale.

NRK kan berette, at hele 2.350 nordmænd i løbet af påsken er blevet sendt hjem i karantæne efter en tur til Sverige.

  • 1.700 er blevet stoppet ved den mest trafikerede grænseovergang mellem de to lande, Svinesund.

  • 300 ved grænseovergangen ved Ørje sydøst for Oslo.

  • 350 ved flere overgange i Innlandet nord for Oslo.

Mange af de nu karantæneramte nordmænd har ifølge politiet været i Sverige for at købe fødevarer, tobak eller snus. En grænsehandel, der på norsk bliver omtalt som »harryhandel« eller »harrytur«.

Stabschef for politiet i Innlandet, Pål Erik Teigen, siger til NRK, at »det er skuffende, at så mange tager over grænsen for at handle og dermed pådrager sig karantæne«.

»I værste fald bringer de smitte med tilbage og spreder smitten, fordi der i Sverige er et andet smittebillede end i Norge,« siger han.

Pål Erik Teigen beskriver, hvordan folk ofte svarer, at »jeg skulle bare lige«, når de skal forklare politiet, hvorfor de tog en tur over grænsen til Sverige.

»De tænker sikkert, at det er OK, hvis det bare er dem, der gør det,« siger han.

Men, advarer stabschefen, smitten kan følge med som usynlig følgesvend.

På knallert over grænsen

De 2.350 nordmænd er blevet registreret af politiet. Hvis de i løbet af de følgende 14 dage bryder karantænen og på ny kommer i kontakt med politiet, vanker der bøde, skriver NRK.

Politiet i Innlandet har tidligere over for NRK berettet, hvordan nogle nordmænd i forsøget på at undgå 14 dages karantæne har benyttet sig af gamle smuglerruter over den norske-svenske grænse.

»Vi har på det seneste set folk på såvel cykel og knallert som til fods. De benytter de gamle veje, som der findes mange af i det her område,« fortæller betjente til NRK.