Turister måtte springe for livet - bilist er fængslet

Mand fra Asnæs sendes i arresten. Han sigtes for at bruge sin bil som våben mod tilfældige fodgængere.

Politiet har sigtet 33-årig mand fra Asnæs for grov vold og fareforvoldelse. Torsdag er han blevet fængslet af en dommer i Holbæk. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To forskrækkede turister sprang ned i en grøft i Odsherred for at redde livet, da en bilist tirsdag flere gange forsøgte at køre dem ned. Senere samme dag blev også to 15-årige forsøgt ramt med bilen, oplyser politiet.

Politiet har anholdt en mistænkt i sagen, og torsdag har en dommer ved Retten i Holbæk besluttet at varetægtsfængsle ham frem til 27. august.

Politiet sigter den 33-årige, der er fra Asnæs, for farlig vold og for at udsætte tilfældige for fare.

Han kender ifølge Midt- og Vestsjællands Politi ikke de i alt fire fodgængere i forvejen.

Først gik det ud over en 34-årig kvinde fra Østrig og en 33-årig mand fra Luxembourg. De kom gående langs Kalundborgvej i Hørve, da en bilist forsøgte at ramme dem. Bilen vendte rundt, og det blev til tre forsøg i alt.

Om aftenen på Dragsmøllevej i Hørve var der igen alarm om bevidst farlig kørsel. En dreng på 15 år blev ramt og slynget ud på vejen, mens en jævnaldrende pige slap uskadt. Drengen har muligvis brækket anklen.

Den nu fængslede har i torsdagens retsmøde nægtet sig skyldig, oplyser senioranklager Maria Jepsen.

I tilfældet med turisterne bemærkede han dem ikke, og han kørte ikke, som de har beskrevet det. I forhold til de to teenagere afviser han også, at han kørte, sådan som politiet har beskrevet. Han afviser endvidere at have ramt drengen, oplyser senioranklageren.

/ritzau/