Kampen om det perfekte billede ved bådens forstavn foran kommandobroen var intens. En horde af italienere, tyskere, franskmænd og så os forsøgte at bevare eller erobre favorable positioner. Små børn kæmpede deres vej frem mellem vores ben - de ønskede også at få del i det, der lå foran denne forvoksede turistudgave af en middelhavstrawler. Ikke kun delfiner - der udnyttede bådens kølvand til akrobatisk morgengymnastik - tiltrak opmærksomhed. Kaptajnen så sig nødsaget til at henvise folk til at fjerne sig fra forstavnen, så der var frit udsyn under indsejlingen til øens havn.

Nogen helt almindelig ø var det nu ikke. Det var en ø, der ledte tankerne på eventyr i den mest banale betydning - Peter Pan eller Hexia di Trick kunne sagtens komme flyvende uden at hilse. Da afstanden til øen blev mindre, erstattedes de vage konturer til stadighed af skarpere skillelinier mellem jord og luft, og samtidig kunne hvidkalkede huse og grøn vegetation anes.

Skønheden kom dog mest af alt til udtryk gennem forvandlingsprocessen, der udspillede sig foran vores øjne. Vulkanen voksede sig langsomt til mastodontiske størrelser, og dens nærmest tyranniske magt over middelhavets blide blå bølger syntes større. De 924 meter blev virkelige og særdeles synlige, eftersom skyerne besluttede at opgive deres favntag om øen. Lavasandet glimtede i solen. Lyden af zoomende kameraer blev endnu højere.

Stromboli. Det var dét øen hed. Turisthoben havde travlt. En halv time skulle spenderes, således at fotoalbummet kunne verificere, at man havde befundet sig på en af verdens mest aktive vulkaner, 40 kilometer nord for Sicilien. Så gik det videre til en af de andre Lipariske øer, før turen gik tilbage til turistbyen Tropea beliggende som en uregelmæssig vorte på Italiens »fod«.

Casper Søndergaard vandt med sit rejsebrev 5. præmien i Berlingske Tidendes, KILROY travels og Spejder Sports konkurrence »Brev fra det Blå«. 5. præmien er en flyrejse til Barcelona. Casper Søndergaard er 22 år og studerer til dagligt på RUC.

Jeg og min kæreste havde derimod knap så travlt. To nætter havde vi afsat til denne særlige ø. Vores primære mål var ikke så forskelligt fra andre turisters, som også havde fundet vej til øen. Fascinationen ved at beskue jordens indvolde blive kastet op i et inferno uden lige; at opleve helvedes kræfter bryde løs uden at rejse helt derned!

Efter at have slappet af, udforsket Stromboli by og dens charmerende sorte sandstrande, stod vi dagen efter ved 7-tiden om aftenen klar til at tage kampen op mod Stromboli. Mange af blikkene i vores cirka 20 mands store gruppe var dog vendt mod himlen. Øens sædvanlige solrige og klare blå sommerhimmel var blevet erstattet af et gråt skytæppe, der efterhånden havde fået kontrol over de sidste små blå enklaver.

Blikkene afspejlede denne udvikling. Nervøsiteten for at de akkumulerede forventninger skulle briste, var nærværende. På trods af dette kom en noget kraftig italiener - vores bjergguide - ud fra kontoret, der stod bag turene til Strombolis top. Han lignede dog alt andet end en bjergguide, som gik turen op til krateret hver dag i sommerperioden!

Langsomt bevægede vi os, udstyret med masser af vand, kiks og chokolade, i flok gennem byens smalle gader. Af og til kom en trehjulet taxi, som gjorde fuld brug af de to-tre meters bredde, vejene havde, hvorfor vi måtte klemme os tæt op af de hvide græskinspirerede mure, for at undgå kollision. Efter et par kilometer passerede vi byens yderligste bebyggelser, der repræsenterede grænsen for den menneskelige civilisationens magt.

Den første del af turen syntes nærmest urimelig nem. På en sti belagt med store sten gik vi ubesværet i retning af øens barske og mørke indre, hvor røgen, dampen og varmen fra jordens indre kunne skimtes og mærkes. Hårnålesvingsstrukturen førte os blidt længere op i højderne med det ene mere storslåede panorama efter det andet. Mørket havde efterhånden overtaget, hvilket betød, at horisonten i det fjerne, der markerede hvor havet sluttede og himlen startede, forsvandt fuldstændig. De lave skyer, som med stor hast drev ind over øen og begravede Strombolis øverste del, havde også deres del i dette surrealistiske landskab. Der var noget truende over det.

Alle var som paralyseret foran dette overdimensionerede og dybt betagende fyrværkeri med jordens indre som afsender.

Så stoppende gruppen og bjergguiden tog teten. I smukke italienske vendinger gjorde han spadsereturen til en klatretur. Han fremhævede flere gange, at selve turen startede nu, hvilket manifesterede sig i de afsluttende ord på briefingen: med ham levede man, uden ham døde man! Så var det sagt. Dog forekom det noget opblæst, men senere da det blæste ret så meget op, forekom det i særdeleshed ikke opblæst. For langsomt da vi bevægede os op ad den stadig mindre synlige sti med højt krat på begge sider, begyndte vinden at tage til. Fornemmelsen af stiens tilstedeværelse blev stadig mindre og guidens lokalkendskab kom til sin ret. For mange forkerte skridt behøvede man ikke før en ubehagelig rutschetur med brat ende i havet, ventede på 'sciave del fucco' - øens stejle nordlige skråning, der jævnligt bliver forsynet med ny(bagt) sort lava.

I mørket kunne man fornemme den sidste desperate vegetation, som havde slået rod i disse ekstreme omgivelser, langsomt måtte give fortabt. Her var ikke kun mennesket fortrængt, men også selve livet. De medbragte lommelygters nytteværdi var nu stor, da det var bælgmørkt. Kun meget få lys fra byen kunne skimtes i det fjerne. Fuldmånen hjalp dog, de gange den magtede at blænde sig igennem skyerne. Øens kegleformede omrids kom således til syne. Der var ingen, der længere snakkede i gruppen. Vinden gjorde det nu også noget nær umuligt at kommunikere. Bare en smule længere oppe af Strombolis sider fornemmede man dens kraft og virke, idet den brutalt beordrede de hvide silhuetter videre hen over vulkanen i et frygtindgydende tempo.

Da vores gruppe nu gik på en decideret bjergkam, indbød naturen for alvor til kamp, og vi måtte bøje os forover for at orkanstødene ikke skulle bringe os i ubalance, for så at tvinge os ned mod afgrunden. Lavasandet forsøgte at få ly i øjne, næse og mund. Næsen som desuden havde det som på en stærkt forurenet kemisk fabrik - jordens indre havde forsøgt sig med en forfejlet deodorant i bestræbelserne på at opnå en festlig aften. En hollænder fra gruppen havde taget kampen op. Hun havde udstyret sig med et par billige lyserøde svømmebriller og et tørklæde omkring mund og næse - vulkanologi for begyndere.

Pludselig var vi ankommet til skyernes fugtige rige 800 meter over havets hvide skumtoppe, hvilket enkelte regndråber vidnede om. Naturen var skræmmende urørlig og stemningen i gruppen var trykket. Men endelig havde vi omsider vundet kampen og vi stod midt i et rasende uvejr i 918 meters højde. Vi satte os trætte ned, stirrende i retning af det rødlige, glødende, dampende helvede 300-400 nord fra os og 100 meter under os...

Ziiuuuuuuuuuummmmm. I et kort sekund kiggede jeg efter en italiensk F-16 jetjager, der brød gennem lydens barriere, eftersom der ikke skete noget i den retning mit blik var rettet imod. Men det gjorde der til venstre ved et andet krater, hvor en 50 meter høj flamme i samtlige nuancer af rødt og gult havde rejst sig!

I cirka 10 sekunder insisterede Stromboli på at vise, hvad der gemte sig nede i dybet. Alle var som paralyseret foran dette overdimensionerede og dybt betagende fyrværkeri med jordens indre som afsender. Bagved blev himlen oplyst af lyn, mens fyrværkeriet fra Stromboli sang på sidste vers. En lille uskyldig magmaglød fløj forbi for at lande ved siden af min venstre fod. Et par regndråber satte sig på den kiks, der var på vej ind i min mund. Vinden førte kikspakken, der fejlagtigt var placeret uden for tasken, ned ad skrænten til infernoet. Jo, her hvor jord, luft, ild og vand reagerede, var man et ubetydeligt element.