Tullebølle: Fyns Politi fik første anmeldelse om seksuelt overgreb i sommer

Siden i sommer har Fyns Politi efterforsket en anmeldelse om, at en kvindelig ansat ved asylcentret Tullebølle skulle have forgrebet sig på en ung under 18 år. I torsdags hørte Langelands borgmester om det andet mulige overgreb.

Børnecenter Tullebølle på Langeland bliver lukket inden ugens udgang. Det oplyser Langelands Kommune og Udlændingestyrelsen. (Foto: Lasse Hansen/Fyens/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Lasse Hansen

I sommer fik Fyens Politi den første anmeldelse om et muligt seksuel overgreb begået af en ansat ved asylcenteret Tullebølle. Den anden anmeldelse er relativ ny, fortæller chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen.

»Jeg kan sige, at den første anmeldelse kom omkring tidspunktet for Langelands festivalen. Så den har vi haft et stykke tid.«

Hvad gik anmeldelsen på?

»At en medarbejder havde haft seksuelt omgang med en eller flere drenge på centeret. Den havde for så vidt ikke noget med festivalen at gøre, men der er et tidsmæssigt sammenfald, hvor vi får anmeldelsen lige efter Langelands Festivalen medio juli,« forklarer chefpolitiinspektøren, der ikke ønsker at oplyse, om nogen endnu er sigtede.

Begge sager betegnes af politiet som følsomme og svære at komme til bunds i. Og for begge sager, er der tale om mulige krænkelser mod unge mænd i alderen 15-17 år.

»Vi vil ikke sige, hvad de præcise anmeldelser går på, men vi undersøger sagen. Der er heller ingen tvivl om, at hvis det er foregået som beskrevet, så er det ulovligt,« uddyber Sten Skovgaard Larsen.

Borgmester kendte til »forlydende om« seksuelt overgreb

Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), har også kendt til »forlydende om den første sag i længere tid. Den nye sag fik han kendskab til i torsdags.

»Jeg hørte noget tidligere på året, men der var ikke sikkerhed for, at det skulle være foregået. Den anden sag er ny. Det er kommet frem, fordi drengene har sagt noget, og det skulle være foregået i de ansattes fritid,« siger han.

Hvornår hørte du om det første tilfælde?

»Det er et stykke tid siden. Der fik jeg at vide af ledelsen, at det ikke havde noget på sig. At det var forkert. Men den sidste fik jeg besked om i torsdags, og jeg tror ikke, at ledelsen har vidst det i ret lang tid,« uddyber Bjarne Nielsen.

I følge Bjarne Nielsen retter mistanken sig om to forskellige kvindelige medarbejdere, der skulle have forgrebet sig på drenge. Bjarne Nielsen kender ikke karakteren af de formodede seksuelle krænkelser, men han oplyser, at begge kvinder er bortvist fra Tullebølle.

Det er ledelsen på asylområdet, der har anmeldt sagen til politiet. Bjarne Nielsen fortæller også, at de seksuelle krænkelser ikke har givet anledning til politisk indblanding før nu. Ledelsen på asylcenteret har nemlig fastholdt, at der ikke var nogen grund til at tro, at det første tilfælde havde »noget på sig«. Han fastslår, at der har været svigt på Tullebølle asylcenter.

Hvor meget falder det tilbage på kommunen og dig som borgmester, hvis det viser sig, at der er foregået overgreb?

»Det kan vi ikke gardere os mod. Jeg har fået oplyst, at det er foregået i fritiden udenfor centeret. Det kan vi ikke finde ud af, så jeg synes ikke, man kan sige, at det falder tilbage på nogen. Hvis ikke drengene selv fortæller det, så vil vi ikke opdage det.«

På mandag mødes Økonomiudvalget på Langeland for at vende hele asylområdet på øen. Men allerede i dag er 18 drenge blevet flyttet fra centeret. De resterende godt 20 drenge flyttes til andre centre i morgen, torsdag.