Trykket på asylsystemet har nået nye højder

Der er dage, hvor der ankommer flere end ti gange så mange asylansøgere som ventet til det centrale asylmodtagecenter, Center Sandholm. Usædvanligt, exceptionelt og en skæbnestund, lyder det om situationen.

Når vi når frem til årsskiftet, vil antallet af asylansøgere med al sandsynlighed have sat rekord for et enkelt år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Antallet af asylansøgere har de to seneste måneder nået helt nye højder. Tidligere gik der højst et par måneder, inden asylansøgere kom til første asylsamtale; i dag kan asylansøgere få en dato til en samtale i oktober 2016. Alene de seneste tre måneder har organisationen Dansk Røde Kors, der driver en række asylcentre, hentet yderligere 4.000 frivillige ind. Flere kommuner har alvorlige ud­fordringer med at finde boliger til de flygtninge, der får asyl. Og udlændinge­myndighedernes ankeinstans, Flygtningenævnet, forventer mere end en fordobling af klagesager næste år.

Alle led i det danske asylsystem er under pres.

»Der er ikke kommet så mange asyl­ansøgere på én gang i nyere tid. Det er usædvanligt,« konstaterer Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

»Men indtil nu har vi håndteret det kontrolleret,« tilføjer han.

Organisationen har justeret på det nationale beredskab, blandt andet ved at flytte rundt på medarbejdere i landet, ligesom Røde Kors er gået fra ca. 27.000 frivillige til ca. 31.000 frivillige på blot tre måneder.

»Det er aldrig nogensinde sket før, at vi har fået så mange frivillige på så kort tid. Men de er kommet af sig selv,« siger Anders Ladekarl.

Trykket på asylsystemet slår også ud andre steder. Tidligere skulle asylansøgere blot vente godt et par måneder på at blive indkaldt til den første asylsamtale, den såkaldte oplysnings- og motivsamtale. I Center Sandholm har Berlingske fundet eksempler på, at asylansøgere først bliver kaldt til samtale i oktober 2016.

Asylmyndigheden Udlændinge­styrelsen skriver til Berlingske, at styrelsen har rokeret medarbejdere og rekrutteret så massivt, at alle ansøgere indrejst inden 1. december i år efter planen skulle komme til samtale inden juli 2016.

»Men de lange ventetider bekymrer os,« siger Anders Ladekarl fra Røde Kors.

»Går der mere end ét år, begynder det at have store konsekvenser for den efter­følgende integration. Mange reagerer med apati og indadvendthed, og børn har svært ved at håndtere så lange ventetider under så pressede forhold.«

Fælles løsning mangler

I den humanitære organisation Dansk Flygtningehjælp anskuer man i højere grad flygtningeproblematikken fra en europæisk synsvinkel og mener, at det alt­overskyggende problem er manglen på en fælles løsning mellem EU-landene.

»Det er en exceptionel situation og den stærkeste udfordring, vi har haft, hvor vi slår rekorder hver eneste måned. Presset er konstant, og det ser ikke ud til at aftage over vinteren, som vi tidligere har set,« oplyser Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Det seneste officielle danske tal lyder på 13.425 asylansøgere i år, men når november og december bliver talt med, vil 2015 med al sandsynlighed blive rekordår for antallet af asylansøgere. Dette vil sende Udlændinge­styrelsen på uhørt overarbejde.

Også i ankeinstansen Flygtningenævnet kan man se frem til arbejde i de sene aften­timer. I 2014 fik nævnet 1.757 almindelige asyl­sager sendt videre fra Udlændinge­styrelsen, i 2015 regner man med 1.445 sager, mens det forventede antal klagesager for 2016 lyder på 3.238, viser en opgørelse fra Flygtninge­nævnet.

I lang tid bød Sverige asylansøgere velkommen, men efter at det forventede antal asylansøgere nærmer sig 180.000-190.000 for i år, er nabolandet i fuld gang med at smække døren – og muligvis også Øresundsbroen – i. Dette kan i sig selv få vidtrækkende betydning for det fremtidige antal asylansøgere i Danmark.

»Det er en øjenåbner, at et land som Sverige når dertil, hvor man må smide håndklædet i ringen og benytte sig af samme stramme maskineri og håndtag som andre lande, herunder Danmark,« konstaterer Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp.

En økonomisk belastning

Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, hæfter sig også ved, at tilstrømningen er usædvanlig. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv påpeger professoren, at indvandrere og flygtninge fra ikke-vestlige lande har vist sig at blive en økonomisk belastning.

»Den gruppe, vi får nu, skiller sig ud i negativ retning. Mange er flygtet fra krig og forfølgelse og vil være svære at få integreret på det danske arbejdsmarked. Vi ved, at mange med stor sandsynlighed vil ende på varig kontanthjælp eller førtidspension pga. psykiske problemer,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Professoren henviser til, at Danmark allerede har skåret i ulandsbistanden, men vurderer, at tilstrømningen i yderste fald også vil betyde, at vi kommer til at skære andre steder i den offentlige sektor, eksempelvis sundhedsområdet.

»Der findes ikke en simpel eller nem anbefaling til at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet, fordi de har så forskellige profiler. Der er stor forskel på muligheden for at få en 50-årig kvinde fra Irak ind på arbejdsmarkedet og en 20-årig mand. Min brede anbefaling er at lave en målrettet integrations­indsats over for dem, hvor man vurderer, at de har en chance for at blive integreret på arbejdsmarkedet,« siger Bo Sandemann Rasmus­sen.

Christiansborg vil begrænse

På Christiansborg har flere partier stort fokus på at begrænse tilstrømningen. I juli fik Venstre-regeringen opbakning til et straksindgreb, som bl.a. medførte en lavere integrationsydelse. 13 af omtrent 34 nye initiativer til at begrænse asyltilstrømningen blev for to uger siden stemt igennem med stemmer fra V, DF, K, LA og S.

Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører, kalder antallet af asylansøgere for »bekymrende«. Dan Jørgensen, udlændingeordfører for Socialdemokraterne, sammenligner situationen med 1990erne, da krigene i Eksjugoslavien sendte særligt tusinder af bosniere til Danmark.

»Men dette er måske mere usædvanligt. Det er et utrolig stort antal lige nu,« siger Dan Jørgensen.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener, at vi befinder os i en ekstraordinær situation, som kræver ekstra­ordinære svar fra politikerne.

»Dette er en skæbnestund for vores land,« siger han.