Trusler mod danskere vækker vrede

I en video skyder den danske oprører i Syrien Abu Khattab mod flere fotos af kendte danskere. Uhyggeligt, lyder det fra Kurt Westergaard og Ahmed Akkari. Khattab risikerer strafforfølgelse.

Sådan blev billederne af seks danskere brugt som skydeskiver af danske oprørere i Syrien. Fra venstre, Morten Storm, Lars Hedegaard, Naser Khader, Ahmed Akkari, Anders Fogh Rasmussen og Kurt Westergaard. Videograb fra YouTube
Læs mere
Fold sammen

En propagandavideo på internettet viser dansktalende oprørere i Syrien skyde til måls efter fotos af blandt andre tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, eksprædikanten Ahmed Akkari og tegneren Kurt Westergaard.

Sidstnævnte har siden Muhammed-krisen i 2005 levet under konstant beskyttelse.

»Man bliver uhyggelig til mode, når man ser videoen. Det er jo primitivt og en slags henrettelse in effigie (i billede, red.), som er sådan noget man gjorde før i tiden,« siger han og noterer sig, at den tidligere muslimske prædikant Ahmed Akkari også er en af dem, der skydes til måls efter.

»Det er et meget stort pres, Akkari skal leve under. Det er rigtigt fint, at han alligevel står frem og fortæller om sin omvendelse,« siger tegneren bag den mest famøse af de 12 tegninger, der gik forud for krisen i 2005 – den tikkende bombe i turbanen på profeten Muhammed.

Den tegning er også på det ene af de fotos, som de syriske oprørere skyder efter i videoen. På billedet ses Ahmed Akkari holde på et krus med det kontroversielle motiv ved et arrangement i Trykkefrihedsselskabet i torsdags.

»Det er utroligt ubehageligt, at det kan komme dertil. Jeg har bare stået med en krus i hånden ved et arrangement. Men det viser også, hvor langt væk fra fornuften disse mennesker er,« siger Ahmed Akkari og peger på, at det netop illustrerer, hvor omfattende problemerne med de islamistiske miljøer er i Danmark.

I videoen taler Abu Khattab, der tidligere har været en central skikkelse i den yderliggående salafistbevægelse i Danmark »Kaldet til Islam«.

»Derfor mine kære brødre, som profeten sagde: Særligt styrken ligger i at sigte. Derfor er det vigtigt, at vi sigter mod de frafaldne muslimer og vantro, som angriber islam,« siger Khattab i videoen, inden han sammen med tre andre skyder til måls efter billederne af Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Morten Storm og Ahmed Akkari, der er hængt op på en interimistisk væg.

Islamisten Khattab

Abu Khattab har en mor, en storebror og en lillebror i Danmark, men selv sætter han formentlig ikke sine fødder i Danmark igen.

Det fortæller Fami Khattab, der er Abu Khattabs storebror. Ifølge ham har Abu Khattab forelsket sig i Syrien i løbet af det års tid, han har været af sted.

»Han blev meget religiøs for fem år siden, før den tid var han ligesom enhver anden ung mand. Han klarede sig godt i skolen. Jeg ved ikke, hvad der skete, men vi muslimer ved, at når vi dør, så skal vi møde vores skaber, og han vil stille os til regnskab. Jeg tror, det var det, som fik Abu til at ændre sig. Han tog en 180 graders drejning,« fortæller Fami Khattab, der selv har set videoen, som hans bror har lagt på YouTube.

Ifølge broderen nærer Abu Khattab ikke noget ønske om at komme Akkari, Fogh eller Khader til livs, selv om han skyder printede billeder de seks danskere ned på videoen. Videoen er heller ikke en opfordring til, at andre skal gøre det, forsikrer Fami Khattab:

»De er sure på dem. De føler, at de har forrådt dem. Tag eksempelvis Akkari. Han var et stort forbillede for muslimer under Muhammed-krisen, nu har han vendt på en tallerken, og de er sure. Det er det, videoen handler om, tror jeg.«

Minister advarer

Videoen er angiveligt optaget i det borgerkrigsramte Syrien og til trods for, at krigen bliver mere og mere grufuld senest med den påståede brug af kemiske våben, rejser unge danskere som Abu Khattab alligevel til landet for at kæmpe.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er mindst 65 danskere allerede draget til landet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) understreger, at PET holder øje med dem, der rejser ud for at kæmpe.

»De skal derfor vide, at hvis de rejser, er det en usædvanlig farlig færd, de begiver sig ud på, og at de desuden risikerer at blive strafforfulgt, når de vender tilbage. Det gælder selvfølgelig også Abu Khattab,« siger ministeren til Berlingske.

Videoen blev i går fjernet fra mediet Youtube, fordi den ifølge selskabet opfordrer til hadforbrydelser.