Trumps første handling som præsident bliver at slå Obamas frihandelsaftale ihjel

I en videobesked som USA's kommende præsident udsendte i nat, offentliggjorde han, at han vil træde ud af frihandelsaftalen, TTP, som Obama skabte mellem Stillehavslandene.

Trump vil træde ud af frihandelsaftale mellem Stillehavslandene. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROMAN PILIPEY

»I am going to issue our notification of intent to withdraw from the Trans-Pacific Partnership.«

Donald Trump har planer om at træde ud af Obamas frihandelsaftale, TTP. Aftalen omfatter flere Stillehavslande. Og han vil gøre det lige så snart, han flytter ind i Det Hvide Hus den 20. januar. Det siger han i en videomeddelelse, som han udsendte mandag aften amerikansk tid.

Der er 12 stater med i frihandelsaftalen. Blandt andre Australien, Vietnam, Chile og selvfølgelig USA. Aftalen gik igennem 4. februar i år og har blandt andet til formål at skabe økonomisk vækst landene imellem, reducere fattigdom og at forhøje levestandarder for de mennesker, der lever i de i aftalen gældende nationer.

Men det er ikke det eneste nye tiltag, som Donald Trump vil fremføre, fortæller han i den næsten tre minutter lange minutter video.

Og det er næppe en tale, som klimaforkæmpere vil se på med julelys i øjnene.

»Jeg vil aflyse de jobdræbende restriktioner på amerikansk energiproduktion, herunder skiffergas og ren kul, og derved skabe millioner af velbetalte job.«

Han omtaler dog ikke hvilke restriktioner, det er, han vil fjerne.

Desuden holdt han sig fra at tale om nogle af hans mærkesager. Muren, der skal bygges mellem Mexico og USA, blev ikke nævnt. Krigen mod IS lod han også ligge. Men den interne beskyttelse mod hackere og andre, der kan true USA's sikkerhed, nævnte han.
Han vil: «... udvikle en omfattende plan med det formål at beskytte USA's vitale infrastruktur mod cyber-angreb og mod alle andre former for angreb.«