Trumpismen truer: »Taber republikanerne Texas, kan de aldrig vinde et præsidentvalg igen«

Donald Trump står til at tabe præsidentvalget knebent på tirsdag. Men den -isme, han har lagt navn til, vil blive hængende som en enorm udfordring for politikere i hele vesten i de kommende år.

Foto: CARLO ALLEGRI. Donald Trump ved kampagne-event i Selma, North Carolina, 3. november 2016.
Læs mere
Fold sammen

Fire dage før den mest bizarre præsidentvalgkamp i mands minde kulminerer i USA, peger de mest ædruelige tolkere af meningsmålingerne på en sejr til Hillary Clinton. Men i de seneste dage har den republikanske kandidat, Donald Trump, halet ind på Hillary Clinton i flere afgørende svingstater.

Så verden holder vejret.

Men selv om personen Donald Trump onsdag morgen skulle forsvinde ind i den celebrity-TV-verden, der skabte ham, vil det fænomen, han har lagt navn til - trumpismen - kunne blive hængende i år og årtier. Partifæller og -modstandere vil være nødt til at tage trumpismen dødsens alvorligt, selv hvis Trump skulle blive grinet ud på tirsdag.

Og ikke bare i USA.

Trumpisme i dansk debat

»Trumpismen« som begreb har de seneste måneder fundet vej ind i den danske politiske debat. Uden at folk dog er enige om definitionen.

I august sagde justitsminister Søren Pind (V) eksempelvis i et interview med Politiken, at »trumpismen havde indfundet sig« i dansk politik. Pind var kommet i gevaldigt stormvejr på sin Facebookside, da han efter terrorangrebet i Nice skrev, at »vi er i krig med en dødskult. Ikke islam«.

»En hel masse angreb uden nogen som helst anvisning af en løsning. Uden en egentlig analyse,« som han sagde. Den politiske debat havde ifølge Pind retning mod »det postfaktuelle samfund, hvor fakta, videnskabelighed, viden er blevet fuldstændig ligegyldigt,« sagde han til Politiken.

Foto: CARLO ALLEGRI. En Trumpvælger raser mod medierne under et kampagne-event i Concord, North Carolina, den 3. november 2016. Fold sammen
Læs mere

Tidligere spindoktor, den politiske kommentator Søs Marie Serup, brugte for nylig trumpisme i sin BT-klumme som en slags samlebegreb for udspil og ideer, som partier og enkeltpolitikere slynger ud, uden at udspillene har hold i fakta eller realistisk gang på jorden.

Og i sidste uge var den gal igen mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg havde i Berlingske advaret om, at et exit fra Schengen ville skade politiets arbejde, og DFs EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, beskyldte derfor rigspolitichefen for blot at være »bugtalerdukke« for regeringen. En beskyldning, som fik Venstre til igen at trække Trump-kortet:

»Det er Trump og det postfaktuelle samfund i fuldt flor, hvor man reagerer på ekspertudsagn ved at sige, at de lyver eller udfører politisk bestillingsarbejde. Der er ikke en anerkendelse af fakta eller af spillereglerne,« sagde Jan E. Jørgensen, Venstres EU-ordfører.

Det er næppe noget, der har holdt Kenneth Kristensen Berth søvnløs om natten, for han har flere gange - senest i august - gentaget sin opbakning til Donald Trump. Ikke nødvendigvis til Trump som person, men »den politik, han repræsenterer«, som han sagde til Politiken. Altså trumpismen, forstår man.

Hvad er trumpisme?

Men hvad er trumpisme egentlig? Og hvorfor vil den leve i bedste velgående, selv om ham, der personificerer den, skulle blive kørt ud på historiens sidespor?

Når trumpisme herhjemme nærmest bliver brugt som et skældsord og synonym for en faktaresistent, frygtoppiskende kendis-populisme, er det formentlig for simpel en definition, som er båret af en foragt for Donald Trumps personlige stil.

Og den forklarer ikke, hvordan en skørtejæger med et tvivlsomt forretningstalent og orange spray-tan kunne udtvære 16 konkurrerende bejlere i kampen om at blive republikansk præsidentkandidat - og i øvrigt ligge næsten side om side med Hillary Clinton i de amerikanske meningsmålinger her i slutspurten.

Forsøger man at spore begrebet, kan man se, at kommentatorer og akademikere inden for den politiske videnskab begyndte at anvende begrebet med en vis alvor i januar, da det stod klart, at Donald Trump ikke kunne afskrives som en forbipasserende hofnar i primærvalgene.

Og i de seneste måneder har refleksioner om trumpismens blivende tilstedeværelse indfundet sig i de politiske analyser:

»Der er Trump, og der er trumpisme. De to fænomener er ikke det samme, og deres skæbne er ikke nødvendigvis forbundet,« skrev Wall St. Journals politiske redaktør, Gerald F. Seib, f.eks. i sensommeren:

»Trumpisme er en populistisk blanding af vrede over tingenes tilstand, en skepsis over for den frie handel og immigrationens goder, tvivl om nødvendigheden af, at USA intervenerer i udlandet, længsel efter lov og orden, tilsat en dosis nationalisme.(...) Donald Trump har ikke skabt disse holdninger. Han kastede bare sin snøre ud i dem. Der er al mulig grund til at tro, at selv om han skulle fejle ved valget, vil de holdninger leve deres eget liv fremover. Det er noget, begge partier bør holde sig for øje,« skrev Gerald F. Seib.

Foto: CARLO ALLEGRI. Trump taler under et kampagneevent i Selma, North Carolina den 3. november i dage, hvor han haler ind på Clinton i meningsmålingerne.  Fold sammen
Læs mere

Afspejling af Europa

Vi kan gøre nar af Trump, gyse over hans kvindesyn og disrespekt for demokratiet, men trumpismens sejrsgang afspejler blot vælgervandringer, vi har set utallige eksempler på i Europa de senere år - blot pakket ind i en for os fremmedartet, braldrende amerikansk stil.

Tænk Brexit, Front Nationals succes i Frankrig, Orbans medvind i Ungarn, Dansk Folkepartis succes ved sidste valg og Nye Borgerliges fremkomst, tænk de fremadstormende ekstreme højrebevægelser i hele Europa.

»Generelt i vesten ser vi en bevægelse i retning af populisme på højrefløjen, som alle centrum-højre-partier er nødt til at forholde sig til,« siger Christian Egander Skov, ph.d. i historie, som har speciale i konservatisme og er redaktør for Årsskriftet Critique.

Fælles for de vælgere i vesten, som vedkender sig en eller anden form for trumpisme eller højrepopulisme, er en dyb følelse af afmagt. Det er vælgergrupper, der historisk har følt sig i en privilegeret position i samfundet både økonomisk og kulturelt, men som i dag er presset på sin økonomi og sin kulturelle selvforståelse. »En hvid identitetskrise«, har New York Times kaldt det.

I langt de fleste vestlige lande har indbyggerne hængt deres identitet op på at tilhøre et klart defineret »vi« - vi var hvide, vi lignede hinanden, vi havde samme religion, og den økonomiske fremgang kom dig og mig og vi to til gode. Så kom globaliseringen, indvandringen og den store recession, og det at være »hvid« eller »dansk« eller »amerikansk« var pludselig ikke længere en garanti for et liv på samfundets solside eller forrest i køen.

Tag USA: Knap 20 mio. hvide amerikanere lever i dag under den amerikanske fattigdomsgrænse på ca. 164.000 kr. i årlig indtægt for en familie med to børn. Det er næsten lige så mange fattige hvide, som der er fattige sorte og fattige hispanics til sammen.

Ifølge U.S Census Bureau øgede de amerikanske husholdninger deres indkomst med 5,2 pct. fra 2014 til 2015. Men den indkomststigning kom ikke de fattigste amerikanere til gode; de har i dag ringere købekraft end for 30 år siden.

I Europa anslår Eurostat, at knap 21 mio. mennesker i de 28 EU-lande er arbejdsløse, og at 122,3 mio. er i risiko for »fattigdom eller social eksklusion«, som det hedder i definitionen. Det vil sige, at de enten er fattige, har en tilværelse med betydelige materielle mangler eller lever i husholdninger med meget »lav arbejdsgrad« (very low work intensity).

Disse globaliseringens tabere famler efter en identitet - og finder den ofte i et stærkt nationalt fællesskab mod indvandring og åbne grænser, mod overnationalt politisk samarbejde og mod frihandel.

Følelse af katarsis hos vælgerne

Højrepopulismen i USA har været længere om at komme ud af starthullerne på grund af landets to-parti-system. Mindre protestbevægelser kan ikke få samme betydning på den store scene.

Og de trump’ske kræfter er blevet holdt effektivt skakmat i det republikanske parti, som siden Reagan har været domineret af en intellektuel konservative ideologi med tre mærkesager: En begrænset stat, kampen for kristne, traditionelle værdier samt et stærkt forsvar som redskab for en aktivistisk udenrigspolitik.

Men så kom Donald Trump. Med den autoritet, som berømmelse anno 2016 naturligt giver. Han kom udefra, fejede de konservative værdier til side og blæste ikke bare på etablissementet, han gjorde det til sin mærkesag at træde korrektheden under fode:

»Der er noget psykologisk i det. En følelse af katarsis hos vælgerne, som har siddet og været vrede over, at landet bevæger sig i en retning, som de ikke bryder sig om. En vrede, som de ikke har haft lov at udtrykke, føler de. Og nu kommer der én og udtrykker den vrede for dem,« siger Christian Egander Skov.

Spørgsmålet er, om højrepopulismen nogensinde var slået igennem i USA, som den har gjort i Europa, hvis det ikke havde været for præcis den personlighed, der nu har givet »-ismen« navn. Det tvivler Christian Egander Skov på:

»Selv om det republikanske parti har dette utilfredse segment som en del af sin vælgerbase, har de aldrig fået lov at dominere partiet. Magtfulde mennesker og donorer har effektfuldt sat en anden ideologisk retning for partiet. Men Donald Trump har sine egne midler, sin egen stemme, sin egen gennemslagskraft og sin celebritet. Og han har kunnet operere uafhængigt af partiapparatet og det politiske establishment,« siger Christian Egander Skov.

Republikanerne i dyb krise

I Europa holder alle nu øjnene på Frankrig og udsigten til, at det højreorienterede Front National  snupper præsidentposten i foråret 2017.

I USA er der tre scenarier. Enten taber Trump med et gigantisk brag - et jordskred. Da vil han blive udpeget som syndebuk for republikanernes krise. Alle dem, han har ydmyget og trådt på på vejen op, vil hævne sig og hævne sig effektivt ved at udradere alle de politiske idéer, han har stået for.

Eller også - og det tyder målingerne på - taber Trump marginalt. Da står republikanerne over for en potentiel mental krig, hvor Trump vil anfægte såvel valgresultatet som sit eget ansvar for nederlaget.

Scenarie nummer tre er mindre sandsynligt og helt uforudsigeligt, men ikke umuligt: Præsident Donald Trump.

»Uanset hvad republikanerne gør, er de i krise. De står i en meget ubehagelig position, hvor de bliver nødt til at omfavne den her populisme, ellers mister de deres solide vælgerbase. Men i den bevægelse risikerer de at frastøde de minoritetsvælgere - her tænker jeg særligt på vælgerne med latinamerikansk baggrund - som de har brug for. De fylder efterhånden en del i Texas. Og taber republikanerne Texas, kan de aldrig nogensinde igen vinde et præsidentvalg.«

Det kan dog lade sig gøre for de traditionelle centrum-højre partier at omfavne og inddæmme protestpopulismen, mener Christian Egander Skov.

I Storbritannien har det konservative parti efter Brexit-afstemningen omfavnet protestvælgerne. UKIP, der på trumpsk vis kæmpede så hårdt for at forlade EU, står dermed irrelevant og forpjusket tilbage. Og det konservative parti ser stærkere ud end nogensinde.