Trump modsiges af egen regering: Global opvarmning er menneskeskabt

Med henvisning til en særdeles kold Thanksgiving i USA, spørger Donald Trump, hvad der blev af global opvarmning. Den er imidlertid særdeles nærværende, slås det nu fast i en netop offentliggjort rapport, der er udarbejdet af styrelser fra hans egen regering.

En ny rapport fra USAs regering går imod præsident Donald Trumps standpunkt og fastslår, at der intet andet alternativ er for klimaforandringerne andet, end det er menneskeskabt. Arkivfoto. MANDEL NGAN

I en rapport fra USAs regering slår 13 styrelser det fast sort på hvidt – der er ingen overbevisende alternativ forklaring på klimaforandringer end »menneskelig indblanding«.

Det beretter CNN og en række andre amerikanske medier, herunder Washington Post og New York Times.

Hensigten med rapporten er at informere de politiske beslutningstagere, og den melder om vidtrækkende konsekvenser for USA og resten af verden.

På det økonomiske område vurderes det eksempelvis, at bønder i Midtvesten i år 2100 vil producere mindre end 75 pct. korn, end de gør i dag, og landets samlede økonomi vil kunne lide et tab på 10 pct. ved tærsklen til næste århundrede.

Derudover vil ekstrem varme og oversvømmelser ifølge de 13 styrelsers undersøgelse risikere at være skyld i ca. 2000 dødsfald om året i år 2090.

Rapporten strider imidlertid mod Donald Trumps egen overbevisning, idet han ved flere lejligheder har givet udtryk for, at global opvarmning er »et fupnummer«. Senest bragte præsidenten den holdning på banen, da han i et tweet skrev:

»Brutal og langvarig koldfront kan smadre alle rekorder – Hvad blev der af global opvarmning?«

I rapporten, der er udformet med bidrag fra over 300 videnskabsfolk, gøres det klart, at klimaforandringer ikke kan bedømmes på basis af korte periodiske udsving. Det skal derimod betragtes ud fra en længere periode for at kunne afgøre, om der er tale om en tendens.

Det er der altså ifølge regeringens styrelser.

Det faktum har ikke været til hinder for, at Donald Trump har haft sin egen personlige mening. Rapporten er nemlig anden udgave, og den første, som nåede samme konklusion, blev udgivet allerede i november sidste år.

I starten af november i år blev Donald Trump konfronteret med sit syn på klimaforandringerne af mediet Axios, der for tv-kanalen HBO spurgte præsidenten om, hvorfor han ikke troede på sine egne folk. Her erkendte Trump, at mennesker »naturligvis har bidraget« til klimaforandringerne. Da han blev forholdt, at forskere fastslår, at mennesker med al sandsynlighed har været den »overvældende årsag«, svarede Trump:

»Det er jeg ikke nødvendigvis enig i (...) Jeg vil have, at alle rapporterer det, de vil, men i sidste ende er det mig, der træffer den endelige beslutning.«