Trump giver sin justitsminister sparket

Præsident Donald Trump udpeger Jeff Sessions stabschef til midlertidig justitsminister.

Arkivbillede af Præsident Trump og nu tidligere justitsminister, Jeff Sessions. (Photo by Nicholas Kamm / AFP) NICHOLAS KAMM

USA's justitsminister, Jeff Sessions, meddeler i et brev til præsident Donald Trump, at han træder tilbage.

- På din anmodning så indgiver jeg min afskedsbegæring, skriver Sessions i brevet til Trump.

Det understreger, at der er tale om en fyring på gråt papir.

Trump oplyser, at han har udpeget Sessions stabschef, Matthew Whitaker, som fungerende justitsminister.

Trump har været rasende på Sessions, der sidste år erklærede sig inhabil i Rusland-undersøgelsen mod Trump-kampagnen i valgåret 2016.

Trumps kritikere har advaret om, at en fyring af Sessions vil være et forvarsel om, at han vil stoppe tidligere FBI-chef Robert Muellers undersøgelse. Den om at der foregik noget ulovligt mellem Trump-kampagnen og det russiske styre i valgåret 2016.

Ifølge den amerikanske efterretningstjenesten forsøgte Rusland at påvirke valget. Blandt andet gennem de sociale medier for at få valgt Trump.

Senatets demokratiske mindretalsleder, Chuck Schumer, kalder timingen for Sessions fyring "meget suspekt".

Han mente, at Sessions skulle have blokeret for den særlige anklager Robert Mueller, som er stillet i spidsen for undersøgelsen.

Da Sessions i starten af 2017 blev afhørt i Senatet inden hans godkendelse som justitsminister, blev han spurgt, om han under valgkampen havde haft kontakt med folk fra den russiske regering. Det benægtede han.

Senere kom det frem, at han havde haft to møder med den russiske ambassadør i USA.

Det fik ham til at erklære sig inhabil i sagen. I stedet overdrog han ansvaret for at udpege Mueller til vicejustitsminister Rod Rosenstein.

Trump mente, at Sessions aldrig skulle have erklæret sig inhabil. Siden da har præsidenten mange gange omtalt Sessions som uduelig.

Sessions, der kommer fra den meget konservative stat Alabama, var den republikanske toppolitiker, som først erklærede sin støtte til Trump, da han i 2016 var republikansk præsidentkandidat. Han blev anset som en af Trumps mest loyale støtter.

/ritzau/AP

Opdateres..