Trump er ikke det eneste klimaspøgelse

Mens årets store FN-klimakonference slutter i Marrakesh, hænger stadigt større klimaspøgelser over kloden. Og Trump er ikke det eneste.

Foto: MICHAEL KAPPELER

Hvor varmt er der aktuelt oppe på selve den geografiske og på denne årstid konstant formørkede nordpol – det vil sige i farvandet nord for Grønlands nordspids?

Et kvalificeret gæt ville være »isnende koldt«. Men i princippet behøver man ikke ret meget andet end en trøje og en god vindjakke for at modstå kulden.

For termometeret står ifølge polarportal.dk på lidt under frysepunktet – hvilket er lige omkring 20 grader varmere end det normale for årstiden.

Det er aktuelt klodens største temperaturafvigelse fra det normale. Men samtidig breder luftmasser, der er mellem seks og 15 grader varmere end det gængse, sig i øjeblikket ud over store dele af Polarhavet og ned langs Grønlands østkyst.

Arktis er med andre ord helt usædvanlig varm, og det uanset at dele af Sibirien i disse dage ligger indhyllet i luftmasser, der er koldere end normalt.

Samtidig er arealet af den arktiske havis nu på det laveste niveau, der nogensinde er direkte målt på denne tid af året. Det vil sige siden 1978. Hvilket er tegn på, at smeltesæsonen deroppe varer længere og længere, og perioden med indfrysning bliver kortere og kortere.

Det helt tilsvarende mønster ser man på den stik modsatte side af planeten, omkring Antarktis, hvor havisen ifølge det amerikanske National Snow & Ice Data Center aktuelt har den laveste udbredelse, der nogensinde er direkte målt på denne tid af året.

Alt dette sker, mens ministre og klimaforhandlere fra næsten 200 lande er begyndt at pakke sammen efter det store FN-klimamøde COP22, der officielt slutter sent fredag i Marrakesh i Marokko.

For praktisk taget samtlige disse landerepræsentanter er konsekvenserne af menneskeskabt global opvarmning så indlysende, at de torsdag aften følte sig nødsaget til at underskrive og udsende en erklæring med et stærkt signal til kloden og dens politikere.

Ifølge den såkaldte Marrakech Action Proclamation varmer Jorden op »med en hast uden fortilfælde«.

Samtidig understreger den, at samtlige lande har et »påtrængende ansvar for at handle«.

Erklæringen bør i vidt omfang ses som et kraftigt vink til USAs kommende præsident Donald Trump, der har kaldt menneskeskabt global opvarmning for »mest af alt et svindelnummer«, og som under valgkampen har truet med at »annullere« USAs og dermed verdens største økonomis deltagelse i den historiske Parisklimaaftale fra i fjor.

Siden Trumps sejr i sidste uge har truslen hængt som et spøgelse over konferencegangene i Marrakesh. Foreløbig aner ingen, om New York-magnaten vil gøre alvor af sin udtalelse, men alene tanken var nok til at, at Frankrigs præsident Hollande forleden følte sig foranlediget til at advare Trump i skarpe vendinger. I Marrakesh sagde han bl.a., at USA »må respektere de forpligtelser, de har indgået«.

Alligevel har stemningen i den marokkanske eventyrby ifølge iagttagere været overraskende positiv. Ja, nærmest opløftende, hævdes det.

Det skyldes først og fremmest, at en tilsyneladende ustoppelig grøn og global energibølge har taget sin begyndelse, anført af verdens største CO2-udleder, Kina, der i disse år investerer større beløb i vind og sol end USA og EU tilsammen. Ifølge prognoser er det kun et spørgsmål om ganske kort tid, før end vindkraft og derefter solkraft vil være billigere pr. kilowatttime end kulkraft.

Men måske har klimaforhandlerne taget glæden på forskud. Ikke kun pga. den uforudsigelige Trump. Men i lige så høj grad fordi det globale olieforbrug ifølge friske analyser fra det internationale energiagentur IEA fortsat vil stige og først toppe omkring 2040 som følge af et støt stigende forbrug i bl.a. luft- og skibsfarten.

Hvorfor man stærkt må formode, at isen vil blive ved med at dryppe og smelte omkring klodens poler. Og det i stigende omfang.