Troen på helbredelse virker for rygpatienter

Hvis du har en ryglidelse og tror på, at du får det bedre, så ryger helbredelsesraten i vejret, viser forskning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har du ondt i ryggen? Så kan det faktisk hjælpe at tro på, at du får det bedre. Sådan lyder konklusionen i en afhandling fra Syddansk Universitet, skriver Jyllands-Posten.

Afhandlingen bygger på en stor undersøgelse med 3.500 patienter fra den canadiske provins Saskatchewan, der havde smerter i ryggen efter at have været involveret i mindre trafikuheld.

Det viser sig, at de patienter, som forventede at komme sig hurtigt, havde en 70 procent bedre helbredelsesrate, end dem der ikke regnede med at blive raske.

»Det her viser tydeligt, at det har en effekt på helbredet, hvis vi er positive. Derfor er det vigtigt for patienter at have tillid til, at man nok skal blive rask - og til den behandling, der tilbydes,« siger research fellow ved Syddansk Universitet Melker Johansson, som står bag afhandlingen.

Han tilføjer, at den canadiske provins set i forhold til befolkning og sundhedssystem minder om Danmark.

Psykolog og seniorforsker ved Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitet Lisbeth Frostholm vurderer, at patienter med en optimistisk indstilling og positive forventning vil være mere tilbøjelige til at yde noget ekstra for at komme sig hurtigere.

Hun mener, at budskabet om, at vi kan hjælpe os selv ved at være positive, gælder på tværs af sygdomme, uanset om man har en ryglidelse eller får en blodprop.