Er ytringsfriheden i Forsvaret under pres fra forsvarsminister Trine Bramsen (S)? Og er den nye forsvarschef, Flemming Lentfer, i virkeligheden »bare« en styrelseschef, eller har Forsvaret og dennes øverstkommanderende en så unik position og vigtighed for Danmark, at betegnelsen er en fornærmelse mod embedet og vores soldater?
Det var nogle af de centrale emner i et åbent samråd torsdag morgen med forsvarsministeren om hendes samarbejde med Forsvarskommandoen og den nytiltrådte forsvarschef.
Trine Bramsen var kaldt i samråd af forsvarsordførerne Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K) i kølvandet på et meget omdiskuteret interview med nyhedsbureauet Ritzau på den ene side og Trine Bramsen og Flemming Lentfer på den anden.
For godt en uge siden lød det i netavisen OLFI, at alting gik skævt, da Ritzau i december interviewede den nye forsvarschef. Forsvarsminister Trine Bramsen insisterede nemlig på at være med til interviewet, svarede flere gange på spørgsmål direkte rettet mod forsvarschefen og blev på et tidspunkt så sur, at hun stormede ud af lokalet.
Journalisten kunne blot have takket nej
Ministeren selv kan imidlertid ikke genkende den udlægning af forløbet. Adskillige gange på torsdagens samråd fortalte Trine Bramsen, at der var et specifikt ønske fra den nye forsvarschef om, at hun også skulle deltage i interviewet sammen med ham, og at forsvarschefen derfor på ingen måde blev tvunget ind i et særligt setup orkestreret af ministeriet.
Tværtimod er det udtryk for et godt samarbejde mellem Forsvaret og ministeriet, lød det. Da mange spørgsmål på Forsvarets område er af politisk karakter og derfor bør besvares af ministeren, finder Trine Bramsen det naturligt, at hun og forsvarschefen stillede op sammen. Journalisten kunne blot have takket nej til det tilbudte dobbeltinterview, hvis vedkommende ikke var indforstået med opsætningen.
Ministeren bedyrede, at hun har et fantastisk samarbejde med Flemming Lentfer, og at alle andre udlægninger er »det pure opspind«. Ministeren har udnævnt Lentfer, fordi han er »hamrende dygtig«, fortalte hun og henviste endvidere til et aktstykke, hvor Flemming Lentfer efter dobbeltinterviewet vurderer, at interviewet var gået fint.
Trine Bramsen medgav på samrådet, at hun rigtignok undervejs blev sur på journalisten. Det skyldes, at han i ministerens øjne opførte sig både ubehøvlet og uvornt undervejs ved blandt andet at gøre det meget klart, at han slet ikke ønskede at interviewe ministeren, men kun den nye forsvarschef.
Der må være grænser for, hvordan man bliver behandlet som politiker, lød det fra Trine Bramsen, der fastslog, at politikere og ministre ikke er cirkusheste, og at hun også fremover har tænkt sig at sige kraftigt fra, hvis hun oplever folk komme ind på hendes kontor og opføre sig uforskammet.
Undervejs i samrådet konstaterede Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen, at der lader til at være vidt forskellige udlægninger af, hvordan det pågældende interview forløb, hvilket han undrede sig meget over.
Krig på ord og betegnelser
Efter det famøse dobbeltinterview er tre planlagte solointerview med Flemming Lentfer – herunder et med Berlingske – blevet aflyst.
Ministeren blev på samrådet spurgt meget ind til, hvorvidt ytringsfriheden i Forsvaret er under pres, og om forsvarschefen fremover skal spørge Forsvarsministeriet om lov, inden han stiller op til interview.
Ministeren afviste enhver spekulation om, at det skulle være tilfældet, men kaldte det god samarbejdsdisciplin, stil og kutyme, at ministeriet bliver informeret, når eksempelvis forsvarschefen får forespørgsler om at stille op til interview.
Hun slog også fast, at ingen – heller ikke forsvarschefen – har pligt til at stille op til interview, men at ledelsen i Forsvaret selvfølgelig har ytringsfriheden til at gøre det. Hun kendte ikke til, at nogen skal spørge ministeriet om lov på forhånd.
Og så gik der ellers retorik i den. Forsvarsministeren omtalte nemlig flere gange på samrådet den nye forsvarschef som »styrelseschef«.
En betegnelse, hun også har brugt på sin Facebook-side, og som langtfra er gået ubemærket hen.
Forsvaret og de mange ansatte, som er klar til at risikere livet og gå i krig for Danmark, kan nemlig på ingen måde opfattes som en almen styrelse, lyder kritikken. På ministerens Facebook-side mener mange, at betegnelsen er en direkte hån mod forsvarschefen og Forsvaret.
På samrådet forklarede Trine Bramsen, at hun i det daglige bruger betegnelsen forsvarschef, men at Forsvaret formelt set er en styrelse under Forsvarsministeriet, hvorfor forsvarschefen altså også er en styrelseschef. Forsvaret er dog også mere end bare en styrelse i ministerens optik, lød det.