Tredje mand fængslet i skudsag fra Nørrebro

21-årig fængslet i skudsagen fra Mimersgade. Dermed er alle tre i bilen, som der blev skudt fra, sat bag tremmer.

Politiet regner nu med at have fået fat på alle tre, der var med i den bil, der blev skudt fra, da en 21-årig mand blev dræbt på Nørrebro natten til torsdag.

En 21-årig mand, der blev anholdt mandag, da han kom til København med et fly fra Tyrkiet, er tirsdag fængslet i Københavns Dommervagt. Han nægtede sig skyldig i drab.

I forvejen sidder to personer varetægtsfængslet i sagen. En 20-årig mand blev sendt bag tremmer i lørdags, og en 27-årig fængslet i søndags. Alle tre er fængslet til 10. januar.

Den 21-årige mand blev dræbt, da der blev åbnet ild mod ham og en gruppe andre unge, kendt fra en af byens kriminelle grupper. De unge sad i en bil, da der blev sendt i alt 12 skud gennem luften fra en 9 mm Glock-pistol. Et af skuddene ramte og dræbte den 21-årige, mens yderligere en person blev såret.

/ritzau/