Østjyllands Brandvæsen måtte lørdag aften i aktion i Ebeltoft Vig.

Her var en motorbåd stødt på grund. Om bord var tre personer samt en papegøje, og de måtte have hjælp til at komme i land.

Det bistod beredskabsmyndighederne med, fortæller operationschef Anders Jensen til B.T.

- Vi får hurtigt sendt en redningsbåd ud og får heldigvis reddet alle sikkert på land - også papegøjen, siger han til mediet.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden.

Brandvæsenet modtog anmeldelsen klokken 22.10 lørdag.

/ritzau/